EM håndbold

Nyegaards karakterbog: Det værste under Klavs Bruun

Der er meget lave karakterer til de danske spillere efter afklapsningen mod Norge.

- Det er det værste, jeg har set under Klavs Bruun Jørgensen, som står med en stor udfordring her to måneder før EM, lyder det fra TV 2’s håndboldekspert Bent Nyegaard efter kvindelandsholdets nederlag på hele 19-31 i den sidste kamp i Golden League..

I Horsens blev holdet kørt rundt af et norsk hold med langt mere sammenhæng, og stort set ingenting fungerede for det danske hold.

Klavs Bruun Jørgensen efter nederlag til Norge: Vi laver tåbelige fejl

- Der var ingen strategi og ingen skabeloner at falde tilbage på, da det først begyndte at ramle. Det hører selvfølgelig også med, at det forsvar, der slutter på banen, ikke var et reelt forsvar, og at der manglede for mange nøglespillere. Men Norges hold var også en slags B-hold, og de magtede opgaven langt bedre, siger Bent Nyegaard om kampen og fortsætter:

- Det var et dansk landshold, som kom helt skævt ind i kampen, og på intet tidspunkt formåede de at ramme et anstændigt niveau. Forsvaret lykkedes overhovedet ikke med at finde den rigtige formel til at få styr på Norge. De fik ikke bremset Norges med frikast, tabte duellerne og misforstod hinanden.

- I angrebet begik de et hav af tekniske fejl, og håbet om at reparere skaden faldt, da Stine Jørgensen måtte gå ud ved 6-13. Så blev det lidt en kamp mellem to B-hold, for Norge spillede jo også uden mange profiler - og der var Norge bedst.

- Den meget vigtige uge med træning og tre kampe er meget svær at konkludere noget på, fordi Danmark nærmest forsvandt ud af de to sidste kampe, og så blev det for mig et vidnesbyrd om, at den enkelte spiller fik det dårligere og dårligere. Det, der skulle have løftet holdet frem mod Møbelringen Cup og EM, er blevet bremset af et par forfærdelige kampe og nogle skader, siger Nyegaard.

Han har svært ved at pege på bedste spiller på et dansk hold, der leverede en kollektiv nedtur. Fie Woller, Mie Højlund og Stine Jørgensen holder dog et nogenlunde niveau, vurderer han. Se Nyegaards karakterbog herunder:

Nyegaards karakterbog: Danmark vs. Norge

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Sandra Toft

    Guderne skal vide, at de danske keepere blev ladt i stikken, men det er jo også der, en målmand skal vise, at de kan give en hånd med. Det formåede Sandra Toft ikke i dag i anden halvleg, hvor vi havde håbet at se noget ekstraordinært fra hende, men det fik vi ikke. Hun virkede noget desillusioneret.

    1
    Din karakter
  • Christina Elm

    Det var en stor chance for Elm at starte en landskamp og havde et par tidlige redninger, men hun faldt hurtigt med holdet og fik ingen hjælp fra et forsvar, der sejlede.

    1
    Din karakter
  • Anna Sophie Okkels

    Jeg tror, det var hendes svageste landskamp. Hun fightede som altid, men hun kom dårligt ind i det i dag og smed et par bolde væk, og siden var der ikke rigtigt noget, der lykkedes for hende, hverken i forsvaret eller angrebet.

    1
    Din karakter
  • Sarah Iversen

    Stor fight, kolossal energi. Men det er klart, at ikke alt gik godt i forsvaret. Hun skal vænne sig til at dække centralt på internationalt niveau, og det er hun ikke klar til endnu, så hun lavede et par fejl og fik en dum udvisning. Hun brølede for sin chance, men var også lidt for aggressiv.

    2
    Din karakter
  • Anne Mette Pedersen

    Fløjene fik heller ikke mod Norge ret meget at arbejde med. der var ingen kontramål og få opspil, så de får ikke meget foræret. Anne Mette Pedersen fightede som altid fint og ofrede sig sædvanen tro i forsvaret.

    2
    Din karakter
  • Maria Fisker

    Ingen afslutninger. For anden dag i træk. Det er simpelthen for lidt fra Fisker, der ikke fik noget foræret, men heller ikke selv skabte noget. Hun stak tilmed to gange af for tidligt i begyndelsen, så Norge fik to mål efter riposter i hendes område.

    1
    Din karakter
  • Fie Woller

    Den bedste af fløjspillerne med tre mål på fire forsøg - to af dem godt nok på straffekast, men de skal jo også i mål. Hun er også blevet bedre til at ofre sig i forsvarsarbejdet.

    3
    Din karakter
  • Lotte Grigel

    Skabte igen sammenhæng i tingene, men hun kunne heller ikke løfte niveauet på et svagt dansk hold. Hun er tydeligt den af playmakerne, der arbejder mest med at styre og vinkle spillet, så hun får sat sine backer op. Stilistisk har hun mest fornemmelse for det, men faktum er alligevel, at hun stadig er langt fra toppen og lavede for mange fejl.

    2
    Din karakter
  • Stine Bodholt

    Stor indsats, men overreagerer også et par gange og får to udvisninger. Samarbejdet med Stine Jørgensen og Mette Tranborg fungerede ikke, så der manglede sammenhæng i forsvaret. Hun var hurtigt op ad banen, rykker fint på stregen og fik også scoret, men det var på ingen måde Bodholdt bedste dag.

    2
    Din karakter
  • Mette Tranborg

    Et mål på fire forsøg i angrebet og havde forsvarsproblemer, både i sammenhængen med de øvrige og i duellerne. Stor indsats, masser af spilletid og yderligere vigtig erfaring for den unge højre back, men der var mange tekniske fejl, og niveauet var ikke godt i dag.

    1
    Din karakter
  • Kristina Kristiansen

    ’Mulle’ endte som topscorer til sidst, men det var generelt en ret frygtelig kamp for playmakeren, der startede meget skidt. Næsten alt, hvad hun rørte ved, gik galt. Hun skulle også spille venstre back i en periode, og det faldt heller ikke i hak. Forsvarsmæssigt havde hun kommunikationsproblemer, men det gør det kun ekstra flot, at hun trods alt kom tilbage mentalt og med en masse energi efter en kamp, hvor så meget gik galt.

    2
    Din karakter
  • Trine Østergaard

    Forsvarsmæssigt er hun blevet bedre til at tage de tæsk, man nogle skal som fløj. Men en noget anonym af den ellers så stabile fløj, der heller ikke fik meget at arbejde med.

    2
    Din karakter
  • Louise Svalastog Spellerberg

    To udvisninger, ingen mål, og det sejlede lidt rundt forsvarsmæssigt. Det var ikke Svalastogs dag, og hun kunne ikke som den mest rutinerede, da Stine Jørgensen gik ud, bringe skibet i land.

    1
    Din karakter
  • Stine Jørgensen

    Bandt ikke tingene sammen og måtte gå ud med en ankelskade efter 20 minutter. Når man kigger på det samlede billede, er spørgsmålet, om Danmark får nok ud af hende som playmaker i stedet for som venstre back, hvor hun brillerede med et smukt, smukt hopskudsmål. Måske vil det give hende mere tryghed og frihed på venstre back, men hun manglede også de sædvanlige startere i bagkæden i form af Anne Mette Hansen og Line Jørgensen, så det må tiden vise.

    3
    Din karakter
  • Line Haugsted

    Hun gjorde det, Klavs Bruun gerne vil have - nemlig at gå direkte mod mål. Efter en tøvende start med flere fejl klappede hun på mål, da der var brug for det, men kunne heller ikke håndtere forsvarsdelen. hun slap helskindet igennem og er et godt billede på, at de unge kan og vil.

    2
    Din karakter
  • Mie Højlund

    Stortalentet scorede to mål i det sidste kvarter på banen. Hun var som alle andre udfordret, men det er stærkt af en debutant at indlede med at klappe den op i hjørnet. Hun viser mod og har det, som ikke mange andre har, det eksplosive, hurtige aftræk. Hun bliver spændende at følge.

    3
    Din karakter
  • Klavs Bruun Jørgensen

    Det kræver sin mand at starte op med et omdrejningspunkt, der hedder Stine Jørgensen, Anne Mette Hansen go Line Jørgensen, og så ende med ikke at have nogen af dem til rådighed, fordi de ryger ud med skader en efter en. På en nedtursdag var der brug for alle ressourcer, så det var en svær opgave, men det hører også med, at det var en miserabel indsats fra holdet, og han kunne heller ikke finde løsninger. Holdet var for anden dag i træk ikke skarpt fra starten, og det er også en del af hans opgave at sørge for, at spillerne har den rette balance, det rette spændingsniveau og gør det, de skal.

    2
    Din karakter