EM håndbold

Under to måneder til EM: Det lærte vi af weekendens Golden League

To nederlag, en sejr - og der var flere skuffelser end opmuntringer at spore hos eksperterne efter ugens Golden League.

Før ugens Golden League-turnering i Jylland mod Norge, Frankrig og Rusland havde TV 2’s håndboldeksperter fokus på seks ting, de gerne ville se i løbet af de tre kampe.

Men Trine Nielsen og Bent Nyegaard fik - naturligt nok, resultaterne taget i betragtning - ikke set alt det, de gerne ville.

Men her er i hvert fald seks ting, de lærte om holdet i de tre kampe, der blev indledt med storsejr over Rusland efterfulgt af to store nederlag til Frankrig og Norge.

Niveauet

Bent Nyegaard havde håbet at se, at Danmark kunne være med mod tre stærke nationer, der alle mødte frem uden flere store profiler.

- Men det kunne de ikke. Det endte med at blive en turnering, hvor andet geled fra landene mødte hinanden, hvor fremtidens unge fik mulighed for at vise frem, og der kunne vi ikke følge med Frankrig og Norge.

Se højdepunkterne fra anden halvleg: Danmark taber 31-19 til Norge

- Sejren over Rusland viste, at der er noget at bygge på, men man kan da godt komme i tvivl, når man ser første halvleg mod Frankrig og hele kampen mod Norge, der spillede med endnu flere reserver. Men Norges hold hang alligevel bare bedre sammen, så lige nu må vi sige, at Danmark stadig halter efter, siger Bent Nyegaard.

Attituden

Trine Nielsen havde ønsket sig mere sammenhold spillerne imellem og bedre samspil mellem trænere og spillere efter de seneste måneders problemer og det skuffende resultat i OL-kvalifikationen.

- Jeg synes faktisk, at jeg kunne fornemme en større samhørighed mellem dem - at de arbejdede i samme retning - selvom det var nedad til sidst ...

Timeout Danmark-Frankrig.

- Rusland-kampen var fremragende, og der var glæde og smil. Attituden fra Klavs Bruun og Søren Herskind var meget bedre, og jeg ser intet problem i, at Klavs Bruun uddelte en skideballe. Spillerne vidste godt, den var fortjent, og der var ikke himmelvendte øjne.

- Der var også masser af konstruktiv dialog og respekt for spillerne, så det var alt i alt positivt. Nu bliver det spændende at se, om de kan hive sig op sammen, siger Trine Nielsen.

7 mod 6-spillet

Trine Nielsen ville gerne se holdet forsøge sig med 7 mod 6-spillet (at erstatte målmanden ud med en markspiller i angrebsspillet), og det forsøgte Klavs Bruun Jørgensen også.

- Men det er faktisk noget, jeg godt kan være bekymret over. Det er svært at vurdere, for de spillede det ikke ret meget, men når de gjorde, fungerede det overhovedet ikke. Der blev lavet for mange satsede afleveringer. Det kræver mange timers træning endnu, og det kræver, at spillerne formår at holde aftalerne.

Danmark spiller for første gang syv mod seks med succes

- Jeg kan godt forstå, hvis Klavs Bruun ikke tør binde an med det, for omkostningerne kan være store. Det så vi Golden League. Men jeg synes, det er ærgerligt, for det kan være med til at bringe Danmark tættere på de bedste hold, siger Trine Nielsen.

Lotte Grigel

Bent Nyegaard var spændt på at se, hvor Lotte Grigel var efter sin lange skadespause. Men han blev ikke helt bekræftet i, at hun er langt nok fremme til at kunne komme med til EM.

- Vi lærte, at Lotte Grigel kan en masse håndbold og kan bidrage til det danske landshold. Men vi lærte også, at hun er langt, langt fra sit topniveau. Det er tydeligt, at hun ikke har spillet ret meget håndbold.

Lotte Grigel bænder staffekast i kampen mod Norge i Golden League

- Den næste måned eller halvanden skal vise, hvor meget hun spiller i Rostov/Don, og hun derfor bliver klar til EM. Men hun har kvaliteterne, det er der ingen tvivl om, siger Bent Nyegaard.

Forsvaret

Trine Nielsen var spændt på at se, om det danske hold havde fundet balancen mellem aggressivitet og sammenhæng i kæden - hvor højt i banen, de var i stand til at dække uden at falde fra hinanden.

- Og det er jeg temmelig bekymret over. Jeg jublede efter kampen mod Rusland, hvor de fandt den rigtige højde, men det gjorde de slet ikke mod Norge og heller ikke godt nok mod Frankrig. Selvfølgelig var forsvarsopstillingen helt ny mod Norge, men derfor skal spillerne alligevel vide, hvor højt de skal stå, og det var helt skævt.

- Jo mindre man kender hinanden, jo tættere skal man stå, og det virkede som om, de ikke vidste, om de skulle stå i en offensiv 6-0 eller en defensiv 3-2-1. Så jeg blev desværre ikke så meget klogere, siger Trine Nielsen.

Stregpositionen

Trine Nielsen efterlyste ganske enkelt flere mål og mere effektivitet fra den position, hvor Mette Gravholt er blevet fravalgt.

- Jeg sad og klappede i hænderne efter kampen mod Rusland, for der var de fremragende alle tre, men siden glemte de at bruge screeninger og rykkede og arbejdede alt for meget for selv at blive fri.

Stine Bodholt i aktion på stregen under Golden League

- Vi savnede den stregspiller, der kunne splitte banen og f.eks. generet Frankrigs 5-1-opdækning, så der er stadig et stykke vej på den position, selvom især Stine Bodholdt tog et skridt fremad.

Danmarks næste opgave er Møbelringen Cup i Norge i november mod de samme tre modstandere, før det går løs med EM i Sverige 4.-18. december, hvor Danmarks gruppemodstandere er Montenegro, Ungarn og Tjekkiet.