Håndbold

Fyret FCM-træner måtte ikke dobbeltjobbe - men afløseren må godt

Kristian Kristiansen er blevet en del af trænerteamet omkring Ungarns landshold ved siden af trænerjobbet i FCM Håndbold.

Helle Thomsen fik et klart nej, da den nu fyrede FCM-træner i april ville have tilladelse til at blive svensk landstræner ved siden af sit FCM-job.

Det er ikke foreneligt med et cheftrænerjob i FCM at være væk med et landshold mange uger på en sæson, lød begrundelsen. 

Alligevel er midtjydernes nye cheftræner netop begyndt i et nyt job - ved siden af sit job hos de danske vicemestre. 

Kristian Kristiansen, der var assisstent for Helle Thomsen, men blev forfremmet til cheftræner efter Thomsens fyring i august, er blevet en del af trænerteamet omkring det ungarske kvindelandshold. 

I sidste uge var han i Ungarn, hvor han har fået en rolle som fysisk træner og videomand i Ungarns danske træner Kim Rasmussens stab, og planen er, at han skal være sammen med det ungarske landshold i alle internationale uger i håndboldkalenderen - altså når landsholdene er samlet - og at han skal med Ungarn til EM-slutrunden til december. En EM-slutrunde, hvor Ungarn i øvrigt er i gruppe med Danmark. 

I FCM's ledelse erkender sportsdirektør Stefan Kristensen, at situationen kan se mærkelig ud udefra. Men der er én bestemt grund til, at Kristian Kristiansen har fået lov til at bijobbe, og Helle Thomsen ikke måtte, lyder det. 

- Allerede da Kristian var assistenttræner, accepterede vi, at han tog jobbet i Ungarn ved siden af. Så da han skulle være cheftræner, åd vi simpelthen den for at kunne få Kristian. Det var en del af pakken, siger sportsdirektør Stefan Kristensen til TV 2 SPORT: 

Så hvis han først havde fået tilbuddet, efter han var blevet cheftræner, havde I sagt nej?

- Så vil jeg sige, at så ville vores holdning være, som den var med Helle - i forhold til Kristian.

Så I har accepteret det, men I ville egentlig dybest set helst have, han ikke havde det job i Ungarn?

- Som udgangspunkt er vores holdning, at vores cheftræner ikke skal have et eller andet deltidsjob ved siden af. Og det er uanset, om det er Helle, Kristian eller hvem det måtte være. Men Helle havde jo også tidligere et deltidsjob (som svensk landstræner, inden den nye FCM-ledelse tiltrådte, red.), så vi kigger på det fra gang til gang. Men som udgangspunkt synes vi, at vores klub har brug for alle kræfter hos vores cheftræner, siger sportsdirektøren. 

Betyder det så også, at hvis Kristian Kristiansen skal fortsætte efter næste sommer, hvor hans kontrakt udløber, så bliver det uden at være en del af et landstrænerteam et andet sted?

- Jeg vil ikke afvise, at han kan få en eller anden rolle et andet sted. Det er afhængigt af, hvor stort omfanget er. Er han væk 12 uger på en sæson, skal det ikke være det. Men er han væk 14 dage for at være inspirationskilde et sted, vil jeg ikke afvise, at man kan gå i dialog omkring det, lyder det fra Stefan Kristensen. 

Kristian Kristensen bekræfter, at han fik jobbet i Ungarn først på sommeren, da han var assistent i FCM. Han ønsker ikke at forholde sig til, om der er forskel på det job, han nu skal varetage i Ungarn, og det job Helle Thomsen ikke måtte tage i Sverige. 

Helle Thomsen blev i august fyret som cheftræner i FCM Håndbold kort tid før Super Cuppen på grund af flere års intern magtkamp med klubbens bestyrelse - en fyring, som skabte stor utilfredshed blandt spillerne i klubben, der derfor valgte at takke hende med denne t-shirt-hilsen.