EM håndbold

Hvem skal være Line Jørgensens EM-afløser? Sådan er status på de tre kandidater

Hvem skal afløse Line Jørgensen på Danmarks højre back til EM i Sverige. TV 2 SPORT tager temperaturen på de tre varmeste, venstrehåndede kandidater

Line Jørgensen er definitivt ude af decembers EM-slutrunde i Sverige.

Derfor skal der findes en afløser på landsholdets højre back, hvor Mette Tranborg fra SK Aarhus lige nu ligner eneste, sikre kort.

- Det er tæt på at være katastrofalt, at Line Jørgensen ikke er med, men faktum er, at nu skal han arbejde med de spillere, der er til rådighed, og så må han få det bedste ud af det, siger Trine Nielsen, håndboldekspert på TV 2 SPORT.

Udover Tranborg har tre venstrehåndede bagspillere været benyttet af landstræner Klavs Bruun Jørgensen det seneste år.

FC Midtjyllands Louise Burgaard, København Håndbolds Anne Cecilie La Cour og rutinerede Camilla Dalby fra Randers HK.

Men alle tre har – eller har netop haft – problemer med skader af den ene eller anden art.

Louise Burgaard har ikke spillet en håndboldkamp siden DM-finalen i Esbjerg d. 5. maj. Anne Cecilie La Cour meldte afbud til sidste uges landsholdssamling og Golden League-turneringen med en skade i maven.

Og endelig er Camilla Dalby i forbindelse med landskampspausen blev sat ud af spillet på ubestemt tid på grund en forstrækning i ryggen.

Læg dertil at der blot er 52 dage – og ganske få klubkampe – til Danmark åbner EM mod Montenegro i Malmø, og du har en prekær situation for Klavs Bruun Jørgensen og assisten Søren Herskind, hvis  de vil have to venstrehåndede bagspillere med til EM.

TV 2 SPORT giver dig her den øjeblikkelige status på de tre EM-kandidater:

Navn: Louise Burgaard

Klub: FC Midtjylland

Antal klubkampe inden EM: 11

Spillestatus: Tæt på at gøre comeback efter fiberskade i læggen

”Jeg har det godt, jeg glæder mig sindssygt meget til snart at løbe inde på banen igen.

Om EM-slutrunden:

- Landstræneren mangler en højre back, kunne det være dig?

- Det kunne det måske godt

- Kan du nå at blive klar?

- Det vil tiden vise. For mig handler det om at komme tilbage for FCM, så må vi kigge på EM efterfølgende. Til en slutrunde skal man være der 100 procent, og det er kun de bedste, der skal være med.

- Hvor mange kampe skal du nå at spille for FCM, før du er klar til landsholdet?

- Det kan jeg ikke sige noget om. Det tager vi hen ad vejen.

- Hvad afgør om du i sidste ende er EM-klar?

- Det gør kroppen. Om dén er klar, og jeg føler, jeg er der, hvor jeg skal være for at kunne yde, det der skal til for at være til et EM.

Louise Burgaard

Trine Nielsens vurdering:

- Vi aner slet ikke, hvor Burgaard står. Én ting er at hun mentalt er kommet ovenpå hendes stress, men hvordan bliver det når så, når hun pludselig står i manegen igen? Og så skal vi selvfølgelig også vide, hvordan hun håndterer sin skade. Så der er mange ubesvarede ting omkring Burgaard, og derfor skal man også vurdere, om hun er klar til at komme med til en slutrunde, eller om presset måske bliver for stort. Ikke bare for landsholdet, men også for hende selv.

Navn: Anne Cecilie Dornonville de la Cour

Klub: København Håndbold

Antal klubkampe inden EM: 5

Spillestatus: Fik comeback i aftes efter landsholdsafbud på grund af skade i maveregionen.                                                                                      

- Selvom jeg ikke længere døjer med det, kan jeg godt mærke, at mit spil halter lid. 

Om EM-slutrunden:

- Hvordan ser du dine muligheder for at komme med til EM?

- Det, synes jeg, er svært at svare på. Jeg fokuserer rigtig meget på at komme i gang i klubben igen, efter jeg har haft problemer med min mave, og hvis jeg kommer det, så tænker jeg, at Klavs (Bruun Jørgensen, landstræner red.) nok skal se det.

­­- Hvad kan du biddrage med i fraværet af Line Jørgensen?

- Hvis der bliver kigget min vej, kan jeg biddrage med mit skud. Og så er jeg begyndt at få mere styr på mit forsvar, så der vil jeg også mene, at jeg kan gøre det bedre end tidligere. Men det er klart de offensive kvaliteter, jeg besidder mest.

- Hvordan vurderer du dine muligheder for at komme med til EM?

- Jeg har ingen ide. Jeg har ingen ide om, hvad landstrænerens tanker er. Men det er klart, at hvis han kigger min vej, så står jeg dér 110 procent. Det er der ingen, der er i tvivl om.

- Tror du selv på det?

- Ja, selvfølgelig. Ellers kommer jeg nok slet ikke med.

Anne Cecilie La Cour

Trine Nielsen vurdering:

- Anne Cecilie La Cour kan på ingen måde erstatte Line Jørgensen forsvarsmæssigt, så hun kommer med, fordi hun er dygtig i angrebet og har været god for København Håndbold på det seneste.

Navn: Camilla Dalby

Klub: Randers HK

Antal klubkampe inden EM: 7

Spillestatus: Rygskadet. Ude på ubestemt tid. 

”For mange uger siden lavede jeg et forkert løft i styrkecenteret og fik en forstrækning i ryggen, som er blevet ved med at irritere mig. Det er okay, når jeg er varm, men når det bliver koldt, bliver det aldrig helt godt. Så nu er jeg helt ude i den her uge, og så arbejder vi på at få en scanning for at se, hvad det er, der foregår derinde”

Om EM-slutrunden:- Hvordan ser du dine chancer for at komme ind og overtage Line Jørgensens plads?

- Det har jeg ikke rigtig gjort mig så mange tanker om. Som jeg ser det, er jeg nok femtevalg lige nu. Jeg forholder mig mere til det, der foregår i Randers. Om jeg er aktuel eller ej, det er Klavs, der kan svare på det.

Trine Nielsen vurdering:

- Jeg ser faktisk ikke Dalby som en mulighed. Jeg synes, at Klavs Bruun Jørgensen har haft hende med uden egentligt at bruge hende, så jeg tror, at han spillemæssigt synes, at hun er sværere at integrere på holdet. Og derudover dækker hun heller ikke op, så jeg tvivler på at hun skal med til EM