EM håndbold

Dansk forsvarsspecialist var aldrig EM-aktuel: - Jeg er brugt op

Pernille Holmsgaard talte slet ikke med Klavs Bruun Jørgensen, før landstræneren udtog sin bruttotrup på 28 spillere.

Pernille Holmsgaard kan meget vel have spillet sin sidste landskamp. 

I flere år har Nykøbing Falster-spilleren været en fast del af decemberunderholdningen med de danske håndboldkvinder, men den snart 33-årige Holmsgaard har ikke været med på landsholdet siden den kiksede OL-kvalifikation i marts. 

Og lige nu tror hun ikke, hun vender tilbage. 

- Som det er lige nu, så er svaret nej, siger Pernille Holmsgaard til TV 2 SPORT på dagen, hvor landstræner Klavs Bruun Jørgensen har udtaget sin bruttotrup på 28 spillere til det kommende EM. 

Klavs Bruun har ikke ringet

En bruttotrup uden Pernille Holmsgaard, selv om flere håndboldeksperter havde opfordret landstræneren til at ringe til forsvarsspecialisten efter landsholdets klare nederlag til Frankrig og Norge i Golden League. 

Landstræneren har faktisk slet ikke snakket med hende siden Golden League, som en slidt Holmsgaard meldte afbud til. Dengang aftalte de, at hun skulle ringe den dag, hun igen var klar til landsholdet. 

Den dag er bare aldrig kommet.  

- Jeg har ikke lukket døren helt, men som det er lige nu, er jeg ikke klar, og det er bare sådan, det er. Jeg er ikke en del af det. 

- Jeg er bare brugt op. Det er ganske simpelt. Jeg har været med mange år på landsholdet, og lige nu har jeg ikke den energi og lyst, der skal til for at være med, siger Pernille Holmsgaard til TV 2 SPORT. 

136 landskampe og en lang karriere i klubber som Aalborg, Odense, Viborg og København har tæret på kroppen og knoppen.  

- Jeg er blevet gammel, siger hun.  

- Det er fysisk og mentalt. Jeg har også en krop, jeg skal tage hensyn til. Hvis jeg ser tilbage, har jeg været syg ved det seneste tre slutrunder - enten før, under eller efter - og det er sindssygt hårdt for kroppen, og det er hårdt at komme tilbage. Jeg har også en ny klub, jeg skal tage hensyn til, forklarer Holmsgaard, der skiftede fra København Håndbold til Nykøbing Falster i sommerpausen. 

Danmarks EM begynder den 5. december i Malmø, hvor Klavs Bruun Jørgensens hold møder Montenegro. TV 2 sender alle Danmarks kampe.