Knæk Cancer

Svensson bomber løs igen, men: - Jeg suger luft som en blåhval

Daniel Svensson begynder så småt at vise prøver på det spil, han præsterede, inden kræften udfordrede ham for anden gang.

Tre mål og et par assists. For en professionel håndboldspiller lyder det måske ikke specielt, men når de kolde facts kædes sammen med mandagens pokalkvartfinale og Daniel Svensson, får de en helt ny betydning.

Svensson er rask og på vej tilbage til vanligt niveau, nu hvor kroppen er kræftfri.

Og selv om han selv stadig godt kan mærke, han ikke er på topniveau, gjorde præstationen i kvartfinalen mod Nordsjælland Håndbold ham glad.

- For det første er det skønt bare at være med. Jeg slider stadigvæk lidt med lungerne, men det er derudover dejligt, at jeg nu også kan sætte en lille smule niveau på mit håndboldspil, siger Daniel Svensson til TV 2 SPORT.

For han ved lige nøjagtig, hvor det største problem er:

- Jeg kan godt virke træt inde på banen, fordi luften dør fra mig lynhurtigt, men to minutter efter er jeg fin igen. Jeg kan bare ikke kontrollere det, men puls stiger for hurtigt, selvom jeg er blevet bedre til at få den ned.

- Så det er egentlig fint nok, men jeg ærgrer mig stadig over, jeg blev nødt til at komme ud og trække vejret som en anden blåhval, der lige skal op og suge luft, tilføjede en smilende Svensson.

En helt speciel uge

Mandagens kamp betød også noget særligt for ham. Ikke bare fordi det var en kvartfinale, men fordi den lå på den første dag i den store Knæk Cancer-uge.

En uge, der er kommet til at betyde noget helt specielt for bagspilleren efter hans kræftforløb, og det var vigtigt for ham, at han skød ugen godt i gang.

- Denne her uge betyder rigtigt meget for alle dem, der er påvirket af kræft på den ene eller anden måde. Den kan både være rigtig rigtig hård, men den er også meget smuk, og derfor er det skønt at starte den sådan her, og så har jeg tænkt mig at slutte den med en sejr over BSV på lørdag, siger Daniel Svensson.

Se Svenssons succesrige aktioner i videoen ovenfor.