Håndbold

Flensburg-stjerne har takket nej til Skjern-tilbud

Tobias Karlsson - her til venstre ved siden af danske Lasse Svan - var i september på besøg i Skjern for at forhandle om et skifte næste sommer. Nu har svenskeren dog takket nej til vestjyderne. DANIEL REINHARDT / Scanpix Denmark

Den svenske forsvarssprofil Tobias Karlsson har efter forhandlinger med Skjern takket nej til et skifte til sommer.

Det bliver ikke i denne omgang, at en af håndboldsportens største forsvarsprofiler kommer til Skjern og gør sin entre i den danske 888liga.

TV 2 SPORT kunne i september fortælle, at Flensburg-Handewitts svenske anfører Tobias Karlsson har været på besøg i det vestjyske for at se på forholdene og forhandle om en aftale med Skjern gældende fra næste sæson. 

Men skiftet bliver ikke til noget. Karlsson har takket nej.

- Det er korrekt, at Tobias Karlsson har været et emne, men det bliver desværre ikke til noget, siger Skjerns bestyrelsesformand Carsten Thygesen til TV 2 SPORT. 

35-årige Karlsson, der af mange betegnes som verdens måske bedste forsvarsspiller, har kontraktudløb i Flensburg til sommer. Det er uvist, om han fortsætter i den tyske klub eller har skrevet kontrakt et andet sted.

Skjern har dog en anden Flensburg-profils underskrift på en aftale fra næste sommer. Anders Eggert vender hjem til den danske liga på en treårig aftale.