Mikkel Hansen: Fjern et EM eller VM
Håndboldlandsholdets største stjerne Mikkel Hansen ville gerne have færre slutrunder i OL-år.
Landstræner Gudmundur Gudmundsson er blevet ramt af afbud fra en række store navne til EM-kvalifikationskampene mod Letland og Holland i denne uge.
Der er tale om såvel skader som slidte spillere, som efter manglende ferie på grund af OL i Rio har spillet et hav af kampe i deres ligaer og Champions League.
Seneste afbud kom fra Rhein-Neckar Löwen-spilleren Mads Mensah Larsen, og efter afbuddet appellerede han til muligheden for at aflyse en slutrunde i OL-år, således at spillerne undgår tre slutrunder på 13 måneder.
Et forslag, som PSG-stjernen Mikkel Hansen hilser velkommen.
- Jeg så meget gerne, at der blev skåret ned på slutrunder. Men sådan tror jeg ikke, man ser på det; for eksempel hos DHF, siger Mikkel Hansen til TV 2 SPORT.
- Vi har tusind gange snakket om, at der er for mange kampe, for meget at se til og for mange rejser. Det eneste, der sker, er, at der kommer endnu flere kampe. Reaktionen ser man efterhånden; at der er flere og flere, der melder fra, og det er vel ikke det, man vil opnå. Man vil ikke opnå, at mange af de dygtige spillere bliver nødt til at sige fra, fordi deres kroppe ikke kan holde til det.
Forventeligt med afbud
Dansk Håndbold Forbund erkender, at det er en ærgerlig situation med mange afbud. Omvendt er det 'forventeligt
- Vi kan nok ikke gøre noget for ikke at stå i situationen, men man kan kalkulere med, at der kommer nogle afbud, eller at nogle skal have pause. Man må acceptere, at man ikke kan stille med det allerbedste hold, siger Morten Stig Christensen.
- Jeg kan kun se én løsning her og nu, som alle interessenter kan være med til, og det er at forsøge at skåne spillerne der, hvor det er muligt at skåne dem. Der er meget forskel på kampene, og ind imellem må man respektere, at nu er det en topnation eller en topklub, vi spiller mod, og der stiller vi med det skarpeste hold, og andre gange giver man pause til de hårdest belastede spillere i forventning om, at vi har så gode spillere fra næste geled, så de kan klare det.
Letland og Holland er langt fra de mest skrækindjagende modstandere i herrehåndbold, så det kunne være nærliggende at lade de største profiler holde fri.
Men sådan ser landstræneren ikke på det.
- Det kan jeg ikke. Hver eneste kvalifikationskamp er meget vigtig, og hver eneste samling er vigtig. Vi skal kvalificere os til EM, og vi må tage det alvorligt. Jeg har givet spillerne en ekstra dag fri, og sådan imødekommer jeg spillerne. Og så passer vi på, at vi ikke træner for meget og i alt for lang tid. Det er det, jeg kan gøre, siger Gudmundur Gudmundsson til TV 2 SPORT.
Rovdrift på de bedste spillere
Islændingen langer i stedet ud efter både den tyske Bundesliga og EHF, som står for Champions League. Han mener, at de gør vilkårene for landstrænerne i de største håndboldnationer dårlige.
- I den tyske Bundesliga har man truffet en beslutning om ikke at spille med 16 spillere. De spiller kun med 14 spillere. Det er jo meget skuffende for mig og andre, for så kan man ikke styre belastningen hos spillerne. I Champions League har man besluttet sig for at spille flere kampe, og samtidig er kampene blevet sværere, siger Gudmundsson.
Champions League er blevet delt op i to separate gruppespil. De 16 bedste hold mødes i to grupper á otte hold, og så er de lavere rangerede hold sammensat i to andre puljer med mulighed for at gå videre til knockout-fasen for de to bedste hold i hver pulje.
Det betyder, at der er langt mellem de 'nemme' kampe for storholdene; for eksempel består gruppe A af hold som Paris SG, FC Barcelona, THW Kiel, Veszprém og Flensburg-Handewitt.
Og med et hårdt kampprogram oven i mener Mikkel Hansen, at de bedste håndboldspillere blivet presset ud i ekstremerne.
- Der bliver drevet en smule rovdrift, for det er de bedste spillere, der skal spille for at vinde hver eneste gang i ligaen. Det er de bedste, der kommer langt i Champions League, i slutrunder, i pokalturneringer; det er toppen, der bliver virkelig, virkelig overbelastet, siger Mikkel Hansen til TV 2 SPORT.
Torsdag møder Danmark Holland i EM-kvalifikationen. En kamp, der kan ses på TV 2 fra klokken 20:30.