Håndbold

Målet var tomt i flere sekunder: Derfor kastede ingen bolden i mål

I den forlængede spilletid udnyttede Silkeborg-Voel ikke chancen for at bringe sig foran, selv om målet var tomt, og spillerne var tæt på det.

Dramatik var der rigeligt af, da Silkeborg-Voel og TTH Holstebro onsdag spillede om en plads blandt de sidste fire hold i pokalturneringen.

Efter ti minutters forlænget spilletid trak udeholdet det længste strå - en forlænget spilletid, hvor Silkeborg-Voel på intet tidspunkt var foran.

De havde dog chancen tre minutter inde i den forlængede spilletid, hvor TTH spillede syv-mod-seks-spil i angrebet. Silkeborg fiskede bolden, og i omkring otte sekunder var målet tomt.

Selv om første Sofie Bæk og senere Trine Troelsen havde bolden - endda helt nede på TTH's halvdel - blev der ikke skudt på.

- Jeg tror, de spillere, der er på banen, tænker, at vi har smidt to bolde væk. Så tror jeg, man lukker øjnene for det, for man tør ikke smide den væk i kampen om at komme i Final4. Jeg tror, man glemmer, der er tomt mål. Man bliver bange, siger Sofie Bæk til TV 2 SPORT.

Den ordinære spilletid endte 25-25, og med et halvt minut tilbage af den forlængede spilletid bragte TTH sig foran med et mål.

Derfor havde Silkeborg-Voel chancen for at udligne, da freja Cohrt blev spillet fri på fløjen. Hun sendte bolden i nettet, men der blev korrekt dømt overtrådt.

- Selvfølgelig ærgrer jeg mig pisse meget over, at det er en overtrådt, der skal afgøre kampen til sidst. Jeg ærgrer mig også over, at vi lukker Tvis ind i kampen i anden halvleg. Jeg ved godt, vi kun er foran med tre ved pausen, men jeg føler egentlig, vi har godt styr på det og burde være foran med mere, siger Cohrt.

Silkeborg-Voel var foran, indtil der resterede fem minutter af den ordinære spilletid.

TTH er klar til semifinalen, hvor de får selskab af Randers HK og FC Midtjylland, mens Odense og Viborg spiller om den sidste plads torsdag aften.

Der skulle ti minutters ekstra spilletid til, før TTH Holstebro kunne juble over en plads i pokalsemifinalen.