Håndbold

Jacobsens klub kan bremse landstrænerdrøm: - Han er for dyr for jer

Nikolaj Jacobsen er et varmt navn som Danmarks næste håndboldlandstræner, men han bliver dyr at løsrive fra sin kontrakt, fortæller danskerens klub.

Da det tirsdag kom frem, at Gudmundur Gudmundsson stopper som landstræner for de danske håndboldherrer til sommer, pegede eksperter hurtigt på den tidligere danske landsholdsspiller og nuværende tyske mestertræner i Rhein-Neckar Löwen, Nikolaj Jacobsen, som det bedste bud på en afløser i den danske landstrænerstol.

Et job, Jacobsen har udtalt, han gerne vil bestride i fremtiden.

Men det kan blive en kostelig affære at hente Jacobsen ind som landstræner, fortæller klubbens presseansvarlige til TV 2 SPORT.

- Jeg vil ikke ind på, hvor meget det kommer til at koste DHF (Dansk Håndbold Forbund, red.) at løsrive Nikolaj Jacobsen fra kontrakten med Rhein-Neckar Löwen, men det er dyrt. Også for dyrt for DHF. Så hans eneste mulighed for at blive dansk landstræner er, som jeg ser det, at dobbeltjobbe som både træner for Danmark og Rhein-Neckar Löwen, siger Christopher Monz.

- Og det er klart, at vi vil tage snakken med Nikolaj og finde en løsning, hvis han kommer og siger, at der er et tilbud på bordet. Men vi har ikke talt med Dansk Håndbold Forbund, og vi er ikke blevet kontaktet, understreger han.

Rhein-Neckar Löwens sportschef, Oliver Roggisch, ønsker ikke at blive konkret omkring danskerens fremtid i Bundesliga-klubben. Sportschefen vil udelukkende forholde sig til, at han har Nikolaj Jacobsen på kontrakt i det tyske indtil 2020.

- Der sker utrolig mange ting i håndboldverdenen lige nu, og jeg kan godt forstå, hvis Nikolaj føler sig tiltrukket af et job som dansk landstræner.

- DHF vil formentlig gerne finde den bedste mand til jobbet, og Nikolaj er som tysk mester et rigtig godt bud på en dygtig træner. Men jeg har ikke talt med DHF, og jeg vil ikke forholde mig til Nikolajs fremtid, før der er noget at forholde sig til. Lige nu er han træner i Rhein-Neckar Löwen, og vi er rigtig glade for ham, siger Oliver Roggisch.

DHF åbne overfor at lægge penge for ny træner

Udsigten til at skulle betale penge for at hente Nikolaj Jacobsen, eller en anden, ind som Gudmundur Gudmundssons afløser skræmmer ikke DHF's næstformand, Carsten Grønman, der sammen med generalsekretær Morten Stig Christensen skal finde det danske håndboldforbunds nye sportschef og landstræner.

- Som udgangspunkt har vi jo altid sagt, at vi ikke er klar til at bruge penge på at løsrive en træner fra en kontrakt, men det er altid en situation, man diskuterer fra sag til sag.

- Der er jo forskel på et symbolsk beløb og et stort beløb. Det er jo ikke sådan, at vi går ud og lægger store summer for at købe nogen fri.

Tidligere har forbundet betalt penge for at få fat i en træner. Det skete i Klavs Bruun Jørgensens tilfælde, da han blev hentet ind som landstræner for håndboldkvinderne i januar 2015.

Dansk Håndbold Forbund begyndte allerede før OL at lede efter mulige afløsere for Gudmundur Gudmundsson i tilfælde af, at han stoppede til sommer. Men forbundet ønsker ikke at kommentere på, hvilke træneremner der er blevet kontaktet. 

Nikolaj Jacobsen har heller ikke ønsket at kommentere, om han har fået en henvendelse fra DHF.