Håndbold

DHF regner med snart at have Gudmundssons afløser klar

Allerede inden nytår forventer Dansk Håndbold Forbund at kunne præsentere den nye landstræner for håndboldherrerne.

Blækket er kun lige tørt på Gudmundur Gudmundssons opsigelse, men Dansk Håndbold Forbund er allerede langt i arbejdet med at finde hans afløser. 

Det siger DHF's generalsekretær Morten Stig Christensen, som sammen med næstformand Carsten Grønmann Larsen står for ansættelsen af Danmarks nye landstræner for håndboldherrerne.

- Jeg tror, at vi inden årsskiftet er klar til at melde ud, hvordan trænerkonstellationen ser ud, når Gudmundur engang slutter, siger Morten Stig Christensen til TV 2 SPORT. 

Da DHF for tre år siden skulle finde afløseren for Ulrik Wilbek som landstræner, lavede forbundet ifølge generalsekretæren et grundigt forarbejde og en liste med kandidater, inden Gudmundur Gudmundsson til sidst fik jobbet. 

Den liste har DHF nu taget frem igen, og en af navnene på listen er Nikolaj Jacobsen, erkender Morten Stig Christensen direkte adsprugt om Rhein-Neckar Löwen-træneren. 

- Så har du fat på en af de kandidater, der har topkvalitet i min verden. Men vi er jo flere, der sætter os ned og prøver at snakke omkring, hvordan det her skal se ud, siger generalsekretæren til TV 2 SPORT. 

Nikolaj Jacobsen bliver af stort set alle i håndboldmiljøet nævnt som storfavorit til jobbet, og den tyske mestertræner har allerede offentligt erklæret, at han er interesseret i jobbet. 

Men Nikolaj Jacobsen forlængede i april sin aftale med den tyske klub frem til 2020 og vil gerne beholde sit job i Rhein-Neckar Löwen ved siden af landstrænerjobbet. 

Og den tyske klub er heller ikke umiddelbart villig til helt at slippe ham til DHF. 

- Jeg vil ikke ind på, hvor meget det kommer til at koste DHF at løsrive Nikolaj Jacobsen fra kontrakten med Rhein-Neckar Löwen, men det er dyrt. Også for dyrt for DHF. Så hans eneste mulighed for at blive dansk landstræner er, som jeg ser det, at dobbeltjobbe som både træner for Danmark og Rhein-Neckar Löwen, sagde tyske klubs presseansvarlige Christopher Monz til TV 2 SPORT onsdag. 

Dansk Håndbold Forbund har intet videre heller ikke afvist, at det kan komme at tale at lade den nye landstræner have et job i en klub ved siden af. 

Hveken Rhein-Neckar Löwen eller Nikolaj Jacobsen vil kommentere, om den danske toptræner har en klausul i sin nye kontrakt, der gør, at han fx kan købes helt fri af sin kontrakt for et bestemt beløb, hvis han får et tilbud om at blive landstræner. 

Nikolaj Jacobsen skal efter planen være ekspert i TV 2 SPORT's VM-studie under slutrunden i januar, som bliver Gudmundur Gudmundssons sidste i spidsen for Danmark. 

Afstemning

Hvem synes du, der skal afløse Gudmundur Gudmundsson?