DrĂžmmeliv i et kalenderhelvede

16x9
Henrik MÞllgaard skriver klummer for TV 2 SPORT om sit liv og betragtninger fra hÄndboldens absolutte elite. Foto: Getty Images / TV 2

Primadonnaer eller nedslidte cirkusheste? Henrik MÞllgaard tager del i debatten om hÄndboldstjernernes tÊtte kampkalender.

Jeg tillader mig at begynde min fÞrste TV 2-klumme med at omtale en pÄfugl.

Det har kun en lille smule med mit budskab at gÞre, og sÄ alligevel.

Sportens stemme

Sportens stemme er danske sportsstjerners direkte talerĂžr ud til de mange fans, der fĂžlger dem til daglig.

Emnerne kan vĂŠre alt mellem himmel og jord, for sport er nemlig mere end resultater og glansbilleder. Der er politik, penge, prestige og mest af alt rigtige mennesker.

Kom tĂŠttere pĂ„ tankerne, fĂžlelserne og betragtningerne fra stjernerne, nĂ„r de skriver klummer pĂ„ sport.tv2.dk.

Vi var for nogle Ă„r siden med Skjern pĂ„ udebanetur i Europa Cup’en. Vi boede pĂ„ noget, der mest mindede om et hostel. Det regnede ind, og ude pĂ„ altanerne havde en masse pĂ„fugle slĂ„et permanent lejr.

Vores tid, indsats og guld i Rio er i den grad blevet forklejnet i forhold til, hvor stort det egentlig er.

Henrik MÞllgaard, hÄndboldspiller, PSG Handball

Det var et eller andet skodsted i RumÊnien, og jeg elsker at vÊre de der skÊve steder. Men min holdkammerat, Morten Vium, delte ikke min begejstring. Han er bange for fugle, og sÄ er det altsÄ ikke fedt at have store vingekrÊ boende lige uden for vinduet.

Jeg fortĂŠller historien, fordi min klumme skal handle om det hotteste tema i international hĂ„ndbold lige nu – i hvert fald i Danmark: Belastningen for en professionel hĂ„ndboldspiller. Og deri hĂžrer jo ogsĂ„ diskussionen om rejserne i Europa Cup’en.

Elsker at vĂŠre en del af det

Er hÄndboldpolitikerne nogle pengegriske magtmennesker uden vilje til at forstÄ, eller er vi spillere nogle forkÊlede tÞsedrenge, der bare vil lave sÄ lidt som muligt og fÄ sÄ meget som muligt for det?

Jeg fornemmer, at mange stiller sig selv det spÞrgsmÄl for tiden.

Jeg kan for egen regning (den betaler jeg jo selv) konstatere fĂžlgende i mit hĂ„ndboldliv: Jeg elsker at spille to kampe om ugen. Jeg elsker at komme til trĂŠning hver dag. Jeg elsker de store udebaner i Champions League og nyder, at jeg ikke lĂŠngere skal spille mod Elverum eller ZĂŒrich. Det er for pĂŠnt til mig. Jeg vil hellere skĂŠve steder hen. Men jeg nyder ogsĂ„ at vĂŠre i en klub pĂ„ Ăžverste hylde, hvor vi rejser og bor godt og spiller mod de bedste hver weekend. Jeg elsker kort og godt mit hĂ„ndboldliv, og jeg er bevidst om, at jeg er mega privilegeret.

Henrik MĂžllgaard spiller i Champions League for PSG. Her har han fat i BSV's Michael V. Knudsen.
Henrik MĂžllgaard spiller i Champions League for PSG. Her har han fat i BSV's Michael V. Knudsen. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Nu sidder du, kĂŠre lĂŠser, og venter pĂ„ mit ”men”. Det kommer her:

Men der er altsÄ ikke noget hul i min kalender. Tillad mig at tage dig med et smut med ind i mit kalender-liv.

Jeg landede fra Rio en tirsdag aften i august. Klokken 22.30. Jeg flĂžj til Paris onsdag og trĂŠnede torsdag og fredag i klubben. Vi spillede kamp lĂžrdag, jeg havde fri sĂžndag og trĂŠnede igen mandag. Tirsdag rejste vi til en turnering i Qatar.

Henrik MÞllgaard, hÄndboldspiller, PSG Handball

I juli 2015 begyndte vi trÊningen frem mod den nye sÊson. Jeg havde én fri-weekend derfra og frem til jul. I forÄret 2016 var vi gode i gruppespillet til Champions League og vandt to fri-weekender, mens de andre hold spillede 1/8-finaler.

Uden dem havde jeg ikke haft fri fra juli 2015 til juni 2016, hvor jeg sĂ„ havde tre ugers sommerferie ligesom alle ”normale” mennesker. AltsĂ„ dem, der ikke som mig indleder deres arbejdsdag med noget sĂ„ underligt som at klistre fingrene ind i vĂŠske fra et trĂŠ.

Fra begyndelsen af juli var jeg vĂŠk hver eneste dag i sommeren til OL-forberedelse og derefter OL.

Jeg landede fra Rio en tirsdag aften i august. Klokken 22.30. Jeg flĂžj til Paris onsdag og trĂŠnede torsdag og fredag i klubben. Vi spillede kamp lĂžrdag, jeg havde fri sĂžndag og trĂŠnede igen mandag. Tirsdag rejste vi til en turnering i Qatar.

SĂŠsonen var i gang og jeg har fri igen til nĂŠste sommer.

Undskyld mig, det er altsÄ for voldsomt. Jeg kan aldrig koble af. Hverken fysisk eller psykisk.

Et liv efter OL

Min bekymring for resten af sÊsonen er stor. Ikke mindst, fordi sommeren for de bedste spillere var sÄ voldsom med OL. Jeg er sikker pÄ, at vi kommer til at se mange skader hos de mest belastede spillere. Jeg ser allerede mange af dem hÊnge. De kan lÞbe og tÊnke pÄ, at der mangler otte mÄneder af sÊsonen.

De har ikke bygget sig selv op i sommeren, hvilket er sÄ vitalt for at kunne komme den 10-11 mÄneder lange sÊson igennem.

Jeg fornemmer ikke, at Dansk HĂ„ndbold Forbund kĂŠmper for os i denne debat.

Henrik MÞllgaard, hÄndboldspiller, PSG Handball

Jeg frygter virkelig for mine franske holdkammerater efter VM i januar. De har allerede bebudet i omklÊdningsrummet, at de efter OL-finalenederlaget til os, er tvunget til at vinde VM pÄ hjemmebane om et par mÄneder.

I forrige uge var vi samlet med landsholdet, og der kom nogle afbud. Jeg kan sagtens forstÄ dem, der meldte fra. Personligt trÊngte jeg ogsÄ til en pause. IsÊr mentalt.

Ville det vÊre sÄ slemt med en lille skade?

Nu skriver jeg noget kÊttersk, og hÊng mig helst ikke op i trÊ for denne landsforrÊderiske kommentar: Ville det egentlig vÊre sÄ slemt, at fÄ en lille skade i forrige uge? Bare sÄ jeg kunne fÄ en legitim undskyldning for at fÄ en pause.

TĂŠnk at jeg lige har skrevet det! Jeg trĂŠngte og trĂŠnger virkelig til en pause oppe i mit hoved.

I november sidste Ă„r fik jeg en lille lĂŠgskade inden Golden League i Oslo. Det var min fĂžrste skade og fĂžrste afbud i hĂ„ndboldkarrieren. Det var en fremragende uge – og med uventet bonus pĂ„ familiekontoen.

Der er ikke meget tid til familien, nÄr man spiller hÄndbold pÄ absolut hÞjeste plan.
Der er ikke meget tid til familien, nÄr man spiller hÄndbold pÄ absolut hÞjeste plan. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Naturligvis var jeg i sidste uge igen bÄde blev glad og Êrgerrig, da jeg kom hjem til landsholdet. Det er en fantastisk samling mennesker og nÄr vi spiller, sÄ vil jeg spille 60 minutter i begge ender af banen og brÊnde den helt af. SÄdan var det ogsÄ mod Holland og Letland, selv om det virkelig ikke er sjove landskampe at spille. Ingen gider ligne en idiot foran 500.000 landsmÊnd en sÞndag eftermiddag pÄ TV 2. Desuden vil vi jo alle sammen gerne udtages nÊste gang.

Det var to kage-kampe mod Holland og Letland, og jeg erkender gerne, at vi glÊdede os mere til samvÊret end til netop de to kampe. Jeg ved godt, at det lyder forkÊlet og mÄske virker arrogant pÄ nogle mennesker. Men det er ganske enkelt udslaget af den voldsomme kalender. Vi bliver mentalt nÞdt til at selektere.

Ingen siger stop

Problemet er blandt andet, at der er for mange spillere og trÊnere, som ikke selv siger stop. Rene Toft bliver nÊppe spurgt, om han ikke vil slappe af pÄ onsdag for Kiel. Vi siger ikke fra, fordi man selvfÞlgelig stiller op for sit land, nÄr du bliver bedt om det. Og kÊmper for den klub, der betaler din lÞn.

Bliver det nogensinde Êndret? NÊppe. Spillerne har rÄbt i flere Är. Jeg oplever heldigvis, at vores landstrÊner Gudmundur Gudmundsson har taget problemet seriÞst. Han kom selv fra et klubtrÊnerjob og har set, hvor smadrede spillere kommer hjem til en klub. Han har vÊret dygtig til at fornemme sine spilleres behov, for han vil om nogen gerne trÊne to gange om dagen og pÄ kampdagen, hvis han fik lov. Men han ved godt, at han ikke fÄr bedre resultater eller gladere spillere af det.

Jeg fornemmer ikke, at Dansk HÄndbold Forbund kÊmper for os i denne debat. Jeg har forstÄelse for, at der skal penge i kassen. Det er ogsÄ for vores bedste. Men alternativet er jo, at vi fÄr slutrunder uden de bedste spillere. Det er hÄndboldens skrÊkscenarie, men jeg tror ikke rigtigt, at nogen tager det alvorligt.

Der skal skÊres en slutrunde vÊk, men det fÄr vi ikke lov til. Vores sport er for lille. Økonomien er ikke stor nok.

De danske spillere nÄede ikke at fejre OL-guldet fÞr turen igen gik hjemad.
De danske spillere nÄede ikke at fejre OL-guldet fÞr turen igen gik hjemad. Foto: Jens NÞrgaard Larsen / ScanpixDanmark

Jeg har ikke skrevet denne klumme, fordi I skal ondt af mig og mine holdkammerater. Slet, slet ikke. Der er intet at have ondt af. Men jeg hÄber, at vi mÄske har opnÄet lidt mere forstÄelse, hvis vi en dag ser slidte ud eller spiller en dÄrlig kamp.

Tillad mig at slutte med at pippe som de pÄfugle, der holdt skrÊkslagne Morten Vium vÄgen i RumÊnien.

Vores tid, indsats og guld i Rio er i den grad blevet forklejnet i forhold til, hvor stort det egentlig er.

OL-guld stÄr som min stÞrste merit, men det stÄr ikke som min stÞrste oplevelse. Vi er ikke blevet fejret, vi har ikke selv fejret det. Vi har end ikke siddet som hold og fÄet en bÞf og et glas rÞdvin, mens vi klappede hinanden pÄ ryggen. Vi rejste nÊste morgen efter OL-finalen og blev spredt for alle vinde. Nu er det sÄ lang tid siden, at det ikke giver mening at fejre det. Det har virkelig vÊret en underlig oplevelse.

Men tillykke til os, de danske, olympiske hÄndboldmestre 2016.