VM håndbold

Flere landsholdsprofiler bakker op om Nikolaj Jacobsen

Niklas Landin og Lasse Svan Hansen tilslutter sig nu Mikkel Hansen og er også positive over for Nikolaj Jacobsen som ny landstræner.

Flere og flere landsholdsprofiler melder sig på banen og taler positivt om Nikolaj Jacobsen som ny landstræner.

Landsholdsanfører Niklas Landin har tidligere i sin håndboldkarriere brugt meget tid under Nikolaj Jakobsens vinger, og han kender derfor landstrænerkandidaten godt.

- Jeg synes, der er mange fine kandidater, som DHF højst sandsynligt har at vælge imellem. Nikolaj kender jeg personligt rigtigt godt fra min tid i BSV, hvor han var assistenttræner, og mit sidste år i Rhein-Neckar, hvor han var cheftræner. Og jeg har da heller ikke noget dårligt at sige om Nikolaj, siger Niklas Landin til TV 2 SPORT.

Dermed tilslutter Niklas Landin sig sin landsholdskollega Mikkel Hansen, der tidligere på ugen også satte positive ord på Rhein-Neckar Löwen-træneren og sagde, han ville bakke Jacobsen op som landstræner.

- Jeg tror nærmest ikke, jeg har snakket med en spiller, som ikke har kunnet lide den måde, han arbejder på. Stenhårdt, men han har stadig et rigtig godt forhold til sine spillere, siger Mikkel Hansen.

Landsholdsfløj Lasse Svan Hansen er heller ikke afvisende over for at få Nikolaj Jacobsen på landstrænerposten. 

- Hvis det skulle blive Nikolaj, som bliver landstræner, så ser jeg også frem til det. Uanset hvem det bliver, så har vi jo alle sammen tænkt os at bakke op om det og klø på. For vi er der alle sammen for én ting, og det er at vinde medaljer til Danmark. Det gik jo meget godt sidste gang, siger Lasse Svan Hansen.

Nikolaj Jacobsen har lige nu kontrakt med Bundesligaklubben Rhein-Neckar Löwen frem til 2020.