Håndbold

Nyegaard fik svar på tiltale: - Skal passe på, jeg ikke siger noget grimt

Inden sæsonen spåede håndboldekspert Bent Nyegaard, at oprykkerne fra Skanderborg ville få nul point. Onsdag vandt de over Ringkøbing.

- Det gør dæleme ondt at stikke den der store næsetip frem, Nyegaard.

Sådan kom det prompte fra Bent Nyegaards mangeårige makker i kommentatorboksen, Thomas Kristensen, da Nyegaards spådom inden sæsonen var blevet gjort til skamme.

Ingen point til oprykkerne fra Skanderborg Håndbold, lød den. Men i et kæmpe drama onsdag aften lykkedes det Skanderborg-kvinderne at vinde på hjemmebane over Ringkøbing med 21-20.

Så blev der selvfølgelig skudt med skarpt mod TV 2 SPORTs håndboldekspert.

- Jeg synes, du skal tage den, Sidsel. Jeg siger noget grimt, sagde Monika Kongsgaard og fik hjælp af sin holdkammerat Sidsel Mejlvang.

- Vi kommenterede faktisk på det nede i omklædningsrummet, for vi vidste godt, at han ikke havde de store forhåbninger til os, så vi var også sådan lidt: ”ja, Bent fik ikke ret”.

Og det er meget godt, han ikke altid får ret?

- Det er nemlig rigtig godt. Det er fedt at få det modbevist. Det var vi glade for, siger Monika Kongsgaard

Bent Nyegaard var selvfølgelig ikke helt stolt af sin forkerte spådom, men for ham ændrer Skanderborgs sejr ikke det overordnede billede af oprykkerne, som stadig ligger sidst i ligaen.

- Det er selvfølgelig en alvorlig fejl, men jeg har det nu stadig sådan, at jeg lever fint med nul, et eller to point. Jeg under dem virkelig det point, for man kan se, hvor glade de er, siger Bent Nyegaard.

- Det er bare sådan, at det ikke fjerner mit indtryk af, at det er et for dårligt hold helt generelt. De udnyttede den ene mulighed, de havde for at få point på hjemmebane, og tillykke med det.

Skanderborg vinder sæsonens første kamp efter gyserafslutning mod Ringkøbing

Onsdag var der fuldt program i kvindernes liga, da det var sidste runde inden EM-slutrunden i december. Her kan du få det fulde overblik: