Håndbold

Manden bag Fiskers forbudte pandebånd undrer sig: EHF har jo godkendt det

Lars Falkenman, der har lavet det pandebånd Maria Fisker benytter, forstår ikke balladen. For EHF har allerede blåstemplet pandebåndet, siger han.

Først måtte hun. Så gik den pludselig ikke længere. Og nu ved hverken Maria Fisker eller Randers HK, om man er købt eller solgt.

For må Maria Fisker fremover spille med det specialdesignede pandebånd, hun har båret i en længere periode, som værn mod hjernerystelser?

Manden bag pandebåndet, Lars Falkenman, er slet ikke i tvivl.

Men først lidt baggrund. For få uger siden indskærpede Det Internationale Håndboldforbund, IHF, reglerne omkring blandt andet hovedbeskyttelse overfor Det Europæiske Håndboldforbund, EHF.

Reglerne, der oprindeligt blev indført pr. 1. juli, skulle overholdes i europæisk sammenhæng.

Den 31. oktober sendte det europæiske håndboldforbund, EHF, så materiale vedrørerende indskærpelsen af de nye regler – blandt andet omkring hovedbeklædning – rundt til de europæiske håndboldforbund

I det materiale bruger EHF den tidligere håndboldspiller Jonathan Leijonbergs pandebånd som eksempel på en hovedbeskyttelse, der er ’allowed’. Altså som et pandebånd håndboldspillere gerne må benytte.

Og netop derfor undrer Lars Falkenman sig.

- Det er lige præcis det pandebånd, som Jonathan Leijonberg bruger på billedet dér. Helt eksakt det. Og det er præcis magen til det, Maria Fisker spiller med, forklarer Lars Falkenman, der også har lavet pandebåndet til landsholdsfløjen, som han i øvrigt kom i kontakt med gennem landsmandinden, Isabella Gulldén, der var holdkammerat med Maria Fisker.

- Pandebåndet er lavet i et blødt, elastisk materiale, og jeg har udviklet det over to år sammen med den tidligere Lugi-spiller, Jonathan Leijonberg, som fik hjernerystelse.

- Hans træner, Thomas Axnér, syntes det var vældig fint – og det var helt godkendt i Sverige, siger Falkenman.

 - Jeg er jo bandagist – og jeg ved, at alt skal være blødt i kontaktsport, så der kan ikke ske noget i et sammenstød med en anden spiller.

Derfor forstår Lars Falkenman heller ikke en brik af, at Maria Fisker blev nægtet at benytte sit pandebånd, da Randers HK i weekenden mødte polske Lublin i EHF Cuppen.

- Jeg synes, det er synd, for hun er jo en af Danmarks bedste håndboldspillere, og at det skal afhænge af et pandebånd, synes jeg er lidt mærkeligt.

Der er returopgør i den kommende weekend, og derfor har Randers HK på forhånd adviseret EHF om Fiskers pandebånd.

Men forbundet har - trods de billeder Randers HK har tilsendt dem - ikke ønsket at godkende eller afvise pandebåndet på forhånd. Det er i stedet op til den delegerede på kampdagen at vurdere, hvorvidt hun kan bruge det lørdag aften.