Skadet målmand misser optaktsturnering til EM
Rikke Poulsen bliver ikke klar til Møbelringen Cup, da hun fortsat døjer med en skade.
I weekenden gælder sidste test for det danske kvindelandshold, når de skal deltage i træningsturneringen Møbelringen Cup.
Men det bliver uden en af holdets store profiler.
Målmanden Rikke Poulsen bliver nemlig ikke klar, da hun ikke er kommet sig ovenpå sin lyskenskade.
Det fortæller landstræner Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse og oplyser, at målmanden skal scannes.
- Vi må i første omgang undvære Rikke til Møbelringen Cup, og så må vi se, hvad scanningen på onsdag siger. Heldigvis er Althea Reinhardt med i truppen allerede, så hende tager vi med til Stavanger i Rikkes sted, siger han.
Danmark skal ved Møbelringen Cup møde Rusland, Frankrig samt Norge, som har hjemmebanefordelen.
Det er usikkert, om Rikke Poulsen bliver klar til EM, som begynder den fjerde december.
Indtil videre er Viborg HK-målmanden dog udtaget af Klavs Bruun Jørgensen til truppen.