Håndbold

Ligaprofil bombede forgæves for Skanderborg mod GOG

Syv mål af Kasper Irming Andersen var ikke nok for Skanderborg Håndbold i hjemmekampen mod GOG, som fynboerne vandt 25-22.

Med to point kunne Skanderborg Håndbold tage et tiltrængt skridt væk fra Mors-Thy Håndbold under nedrykningsstregen, men de fynske gæster fra GOG var en for stor opgave sent onsdag aften.

I kamp to i Skanderborgs nye arena, Orangeriet, var hjemmeholdet ellers godt med i store dele af kampen og kunne også gå til pause foran med to mål, 12-10.

Især Kasper Irming Andersen var storspillende og bidrog med syv mål i de første 43 minutter og 53 sekunder, men derfra gik pusten af profilen og det samme af Skanderborg.

Det udnyttede GOG til at spille sig tilbage i kampen. Med 13 minutter tilbage udlignede Niclas Kirkeløkke til 17-17, og da Tobias Møller bragte fynboerne foran, så de sig ikke tilbage.

Med tremålssejren tager GOG syvendepladsen tilbage fra KIF Kolding København, der vandt 30-26 over Randers HH tidligere onsdag aften.

GOG har 12 point for 11 kampe, hvilket er det samme antal point som Ribe-Esbjerg på sjettepladsen. Fynboerne er dog dårligere indbyrdes.

Se alle resultaterne fra onsdagens kampe i 888 Ligaen her.