Håndbold

Komisk redning: Blev liggende og bad dommer komme og kigge

Ribe-Esbjergs Søren Haagen viste både rutinen og reflekserne, da han stoppede et skud på stregen - og ikke flyttede sig, før dommerne kunne se det

I 90'erne spillede Ribe-Esbjergs superveteran Søren Haagen på det danske landshold i håndbold, og selvom der er sket meget siden da, er rutinen stadig i behold.

Det viste Haagen, da han i mandagens tv-kamp stoppede et skud på stregen og ikke flyttede sig, før kampens dommere kunne se, at der ganske rigtigt var tale om en redning. En spøjs situation, som Haagen uddybede efter kampen.

- Jeg tænkte bare 'åh nej, nu skal jeg ikke få den med ind i målet'. Og så måtte jeg bare lige vise dommerne, at der ikke var mål - så han kunne komme og kigge. Og så var jeg bange for, at den hang fast i trøjen, fortalte Søren Haagen med et smil til TV 2 SPORT efter kampen.

Søren Haagen med endnu en sjov redning

Med en redningsprocent på 36 leverede Søren Haagen en lang række redninger, der var med til hjælpe Ribe-Esbjerg til sejr over Skanderborg.

Det var dog ikke kampens eneste kuriøse situation i kategorien "mål eller ikke mål".

En afslutning fra Ribe/Esbjergs Jonas Tidemand ramte overliggeren to gange og passerede faktisk stregen, men blev ikke anerkendt som et mål af kampens dommere.

TV 2 SPORTs slow-billeder viste dog en klar scoring, som dog heldigvis for Ribe/Esbjerg ikke blev afgørende for kampens udfald.

Bolden var over stregen, men dommerne dømte ikke mål til Ribe-Esbjerg.