VM håndbold

Jacobsen ny landstræner: Det mener spillerne om ham

De danske landsholdsspillere har kun positive ord at sige om Danmarks kommende landstræner, Nikolaj Jacobsen.

Se et eksklusivt interview med Nikolaj Jacobsen. Det er i SportsCenter ekstra: Danmarks nye landstræner på TV 2 SPORT kl. 17:15.

Fra sommer hedder Danmarks landstræner i herrehåndbold Nikolaj Jacobsen.

Det meddelte Dansk Håndbold Forbund (DHF) fredag middag, og bedømt ud fra landsholdsspillernes tidligere udmeldinger er det et særdeles populær valg af forbundet.

- Jeg tror nærmest ikke, jeg har snakket med en spiller, som ikke har kunnet lide den måde, han arbejder på. Stenhårdt, men han har stadig et rigtig godt forhold til sine spillere, lød det fra Mikkel Hansen til TV 2 SPORT i midten af november.

Hvis DHF vælger Nikolaj Jacobsen som ny dansk landstræner, vil det få opbakning fra Mikkel Hansen.

Paris Saint-Germain-spilleren og landsholdets største stjerne fik opbakning fra Flensburg-Handewitt-fløjen Lasse Svan Hansen og Kiel-målmanden Niklas Landin.

- Hvis det skulle blive Nikolaj, som bliver landstræner, så ser jeg også frem til det. Uanset hvem det bliver, så har vi jo alle sammen tænkt os at bakke op om det og klø på. For vi er der alle sammen for én ting, og det er at vinde medaljer til Danmark. Det gik jo meget godt sidste gang, sagde Lasse Svan Hansen til TV 2 SPORT.

Afstemning

Får Nikolaj Jacobsen succes som dansk landstræner?

- Jeg synes, der er mange fine kandidater, som DHF højst sandsynligt har at vælge imellem. Nikolaj kender jeg personligt rigtigt godt fra min tid i BSV, hvor han var assistenttræner, og mit sidste år i Rhein-Neckar, hvor han var cheftræner. Og jeg har da heller ikke noget dårligt at sige om Nikolaj, sagde landsholdsanfører Niklas Landin til TV 2 SPORT.

Nikolaj Jacobsen bliver Danmarks 18. herrelandstræner og overtager posten fra islandske Gudmundur Gudmundsson, hvis kontrakt med håndboldforbundet udløber den 1. juli 2017.

Jacobsen skal fortsat være cheftræner for den tyske Bundesligaklub Rhein-Neckar Löwen, som han førte til mesterskabet i den forgangne sæson.

Nikolaj Jacobsens karriere

    1. GOG

      Nikolaj Jacobsen startede sin professionelle karriere i GOG som 18-årig. Her var han medvirkende til at vinde Danmarksmesterskabet i både 1992, 1995 og 1996. I 1997 forlod han Gudme og Danmark til fordel for tyske Bayer Dormagen. 

    2. Landsholdet (spiller)

      Nikolaj Jacobsen fik sin landsholdsdebut tilbage i 1991 og var herefter en af landsholdets bærende kræfter i 139 landskampe, hvor han scorede hele 552 mål. Jacobsen er desuden stadig indehaver af scoringsrekorden i en enkelt landskamp. Den lyder på 15 mål. 

    3. Bayer Dormagen

      I 1997 skiftede Nikolaj Jacobsen de trygge rammer i Gudme ud med Tyskland og Bayer Dormagen, hvor han spillede i en enkelt sæson. Her blev det til 189 mål, men det ændrede ikke på, at klubben røg ud af den bedste række, og så skulle Jacobsen videre. 

    4. Kiel

      I den tyske havneby havde Nikolaj Jacobsen seks succesfulde år, hvor han var med til at vinde den ene titel efter den anden. Han vandt i alt tre tyske mesterskaber, to tyske pokalturneringer, to EHF cup, og så var han med i Champions League-finalen i år 2000, hvor det dog blev til et nederlag. 

    5. Viborg Håndbold

      Da Nikolaj Jacobsen vendte tilbage til Danmark og Viborg blev det i en rolle som spillende assistenttræner. Senere stoppede han sin aktive karriere og skulle derfor kun koncentrere sig om at være assistent. I sin tid i Viborg var Jacobsen med til at hente en DM-sølvmedalje og to andenpladser i pokalturneringen. 

    6. BSV

      I 2007 skiftede Jacobsen Viborg ud med BSV. Han fortsatte med at være assistenttræner, og sammen med Carsten Albrektsen vandt han to sølvmedaljer og en enkelt bronzemedalje i håndboldligaen. 

    7. Aalborg Håndbold

      Da Nikolaj Jacobsen i 2012 skiftede rammerne i BSV ud med Aalborg Håndbold, skiftede han samtidig rolle. Nikolaj Jacobsen blev for første gang cheftræner - og det var med succes. Allerede i sin anden sæson lykkedes det Jacobsen at vinde det danske mesterskab. Sæsonen efter annoncerede han, at han skiftede til Rhein Necker Löwen, men han nåede lige at vinde endnu en DM-medalje til Aalborg. Denne gang af sølv. 

    8. Rhein Neckar Löwen

      Opholdet i tyske Rhein Neckar Löwen har også været et succesfuldt et af slagsen - og det er ikke slut endnu. Allerede i første sæson blev han nummer to i den tyske liga, men det skulle blive bedre. I sæsonen 2015/16 førte Nikolaj Jacobsen sydtyskerne til det tyske mesterskab. 

    9. Landsholdet (træner)

      Nikolaj Jacobsen tiltræder i stillingen som dansk landstræner fra den 6. marts 2017. Jacobsen skal dobbeltjobbe, da han stadig er på kontrakt i Rhein Neckar Löwen. Som landstræner bliver hans fornemste opgave at vinde så mange medaljer som muligt med Danmark.