EM håndbold

Her skriver dommerpar EM-historie efter voldsom tackling i hovedet

Et ungarsk dommerpar skrev EM-historie, da de som de første gav et rødt kort, efter de havde set en voldsom tackling igennem på video.

Tyske Kim Naidziniavicius fik en hård medfart, da hun bragte Tyskland foran 21-20 i kampen mod Holland.

Her satte Hollands forsvarsprofil Kelly Dulfer en hård tackling ind, efter den tyske bagspiller var steget til vejrs. Og selvom det lykkedes for Kim Naidziniavicius at score, blev hun liggende på gulvet.

Mens hun lå og ømmede sig, benyttede det ungarske dommerpar Peter Horvath og Marton Balazs sig af en ny regel, der giver dem mulighed for at gense tacklingen på en monitor.

Efter kort betænkningstid kom de frem til konklusionen: rødt kort til Kelly Dulfer.

En beslutning, TV 2 SPORTs håndboldekspert Jan Pytlick ikke umiddelbart bakkede op omkring.

- Det, synes jeg, så meget mærkeligt ud. Det lignede ikke, hun med vilje førte armen igennem og ind i hovedet på hende.

Rødt kort til Kelly Dulfer.

Alligevel mente Jan Pytlick, at det var glædeligt, at dommeren udnyttede muligheden til at se tacklingen igennem på video, før de tog en kampafgørende beslutning.

- Jeg synes, det er fantastisk. Det er godt, man indfører det, for der er situationer, hvor der er nogle spillere, der bevidst slår osv. Og så er det fantastisk, man har muligheden for efterfølgende at give et rødt kort.

Det er første gang, der bliver uddelt et rødt kort ved en slutrunde, efter dommerne har set episoden igennem på video.

Første gang systemet blev taget i brug var tilbage i maj, da håndboldherrerne spillede Final4 i Champions League. Her brugte et dommerpar også muligheden til at se en episode igennem, der udløste et rødt kort til Igor Vori efter en albue mod Tobias Reichmann.

Tyskland vandt åbningskampen 30-27 over viceverdensmestrene.