EM håndbold

Kan et smil virkelig betyde noget for et håndboldhold?

KOMMENTAR

I sportens verden er fakta efterhånden det eneste, vi ikke diskuterer.

Vi analyserer, gætter, tolker, kommenterer og argumenterer alt. Kampen, dommeren, træneren, bestyrelsen, held, uheld og alt det der.

Men det skønne ved sportskampe er jo, at det hele slutter nede på bundlinjen. Nede ved det sidste fløjt.

Fakta er ikke med det danske kvindelandshold i håndbold her på tærsklen til EM-stævnet ovre på den anden side af broen.

Historien er imod landsholdet

Nu skal jeg nok lade være med at sovse rundt i fortidens armod, for det er ikke disse ords pointe. Men man skal huske sin historie for at kunne forstå nutiden, siger min søster ofte. Hun er historiker, så det preller som regel af.

Men det er jo rigtigt. Det er ikke ligegyldigt for det danske landshold, at de for et år siden åbnede VM med den debuterende træner Klavs Bruun Jørgensen. At tiden var deres fjende, at der var intern uro på spillerhotellet og at Danmark med store højde- og lavpunkter sluttede på en anstændig sjetteplads.

Vi ved også, at holdet og Bruun Jørgensen i fællesskab leverede et utilstrækkeligt stykke arbejde ved OL-kvalifikationen i marts og at spillerne derefter forfattede det barske brev, som endte i offentligheden og gjorde ondt på alt og alle omkring landsholdet.

Læg det hele sammen og tilføj et andet faktum, nemlig at Bruun Jørgensen i morgen indleder EM med fem debutanter.

Mange kritiske øjne vil af disse grunde hvile på især landstræneren i Malmö. Mit bud er, at folk vil blive positivt overraskede.

En modig landstræner

Jeg fornemmer et bedre landshold end for et år siden. Også selv om Danmark ikke stiller med kongerigets 16 bedste spillere. Line Jørgensen og Rikke Poulsen er væk med skader, mens Mette Gravholt og Ann Grete Nørgaard er ofret af andre end sportslige årsager. Det er ikke meldt officielt ud, men jeg tvivler ikke på, at Ann Grete Nørgaard er sat af, fordi landstræneren ikke har tillid til hendes loyalitet og samarbejde med Maria Fisker på venstre fløj. Enhver – også Bruun Jørgensen – kan sikkert se, at Nørgaard er landets klart bedste på pladsen. I angrebsspillet, forstås.

Det er modigt af landstræneren. Som det var, da han kasserede Mette Gravholt efter VM. Ikke dermed sagt, at jeg er enig med fravalgene. Det kan jeg ikke have en mening om, for jeg kender ikke landsholdets liv bag kulisserne. Klavs Bruun Jørgensen må have sine grunde. Men fakta (der var den igen) er, at han af andre årsager end de sportslige spiller EM uden den bedste angrebsstreg og venstre fløj.

Køen af positive håndboldpersonager er overraskende stor på landsholdets vegne. Bent Nyegaard og Jan Pytlick belærte mig i sidste weekend ved Møbelringen Cup om de opløftende tegn.

De to håndbold-professorer forholder sig til det spillemæssige. Min optimisme kommer et andet sted fra: Jeg opfatter Klavs Bruun Jørgensen som en bedre landstræner end for et år siden.

Han virker mere imødekommende overfor sine spillere. Bedre forberedt og knap så stædig, som da han begyndte i jobbet og troede, at han kunne træne sit kvindehold som han inden da trænede sit herrehold i TTH Holstebro.

Og så har jeg set ham grine meget mere med sine spillere. Det kan virke ubetydeligt i det store billede, men på et landshold, der af de tidligere nævnte grunde har brug for positive vibrationer, er det ikke bare befriende at se. Det er også vigtigt.

Klavs Bruun Jørgensen ligner en mand, der er glad for at træne det danske landshold. Blandt andet derfor er grundlaget for et godt EM i høj grad tilstede.

Og så kan det godt være, at Team Danmarks komiske målsætning om en 12. plads udadtil fjerner presset. Men tro mig, ingen spillere eller Bruun Jørgensen kommer jublende hjem fra hinsidan, hvis Danmark bliver nummer 11.