EM håndbold

En julegave af de helt store kan vente Danmark

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard håber på, at Danmark via dristighed kan få heldet på sin side under EM-slutrunden.

Den nu hedengangne romerske digter, Vergil, satte ord på et begreb for mange år siden. Audentes fortuna adjuvat: Lykken hjælper den dristige!

Jeg tror, det er det, der kan bringe vort kvindelandshold langt de kommende 14 dage.

Dristighed er netop, hvad landstræner Klavs Bruun Jørgensen viser i disse tider. Han sætter sin hat, som han vil. Jeg synes nogle gange, at den sidder forkert, men i det store spil, er det resultaterne, der tæller, og de kan i aften begynde at registreres, når anfører Stine Jørgensen og veninderne har sat deres kløer i de første EM-point.

Dommedagsprofeterne – der hører jeg med – havde ellers de rynkede bryn fremme, da der i juni måned blev trukket lod til december måneds holmgang med Europa-eliten.

Ét faktum var at skulle møde Montenegro og Ungarn i indledende pulje, men at skulle udvælges til også at dele værelse med Norge, Rusland og Rumænien fra EM's dynamitpulje i mellemrunden var lige til en ordentlig gang rynkede bryn.

Bruun var ikke i tvivl. Landsholdet skulle ændre stil, og et generationsskifte var nøglen til ændringen. Fem elementer indgik i den dristige plan:

1: En mere aggressiv, offensiv og tacklende defensiv. Aggressiviteten er sidenhen blevet redefineret. Klogt.

2: Stine Jørgensen ind på playmakerpositionen. Det tager tid. Jeg giver Stine den tid, hun har brug for.

3: Aksen ned midt gennem banen – Sandra Toft, Stine Jørgensen, Stine Bodholt – giver ikke bare forsvarsmæssigt mening, den giver også den – mulige – perfekte kontrafase. Stregspiller dækker midt og har korteste vej til at spidse de hurtige opløb til.

4: Stortalenterne Anne Mette Hansen og Mette Tranborg tildeles store roller såvel forsvars- som angrebsmæssigt.

5: Fløjene overlader jeg til Trine - alene i verden - Østergaard og Maria Fisker og Fie Woller. I den forbindelse giver jeg for øvrigt pokker i, at mange mener, at Ann-Grete Nørgaard burde have været udtaget. Punktum.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit og landsholdet står med fremtidens startopstilling, hvor det – som mange foretrækker i disse håndboldens hvirvelvindstider – at kunne forsvare og angribe med de samme seks spillere, er på plads.

Foreløbig konklusion: Oktobers Golden League i Danmark gav opmuntringer men også store nedture. Forrige uges Golden League i norske Stavanger resulterede i langt flere mundvige op end ned.

Om dristeriet ender lykkeligt kan kun tiden vise, men dristigheden – vovemodet om du vil – har i hvert fald skabt klarhed. Klarhed giver tryghed, og hvis der er noget, vort landshold har brug for, er det tryghed.

Hvad, Bruun ikke kunne vide, var, at mange af de nære modstandere – Montenegro, Ungarn, Rusland, Rumænien – skades- og mæthedsbetinget – op til dette europamesterskab vinkede farvel til så store profiler, at Sandra Toft & Co. pludselig står med gode muligheder for at give håndbold Danmark en julegave af de helt store: en mulig EM-semifinale.

Jeg har derfor mine øjne rettet skarpt og inderligt frem mod mellemrundeopgøret mod de russiske, olympiske mestre, der kan – hvis ovennævnte profeti står til troende - blive den kamp, hvor håbet om en medaljejagt for alvor næres.

Nej, jeg sælger ikke skindet, før bjørnen er skudt. Jeg konstaterer blot, at jeg er ret sikker på, at de danske piger – efter de sidste par måneders to svidende nederlag - ikke hører til blandt Trefilovs kæledægger.

Og, ja, landstræneren har brug for meget mere for at sikre EM-succes. Hans dristighed bliver sat på prøve, når Lotte Grigel, Line Haugsted, Anna Sophie Okkels, Kristina Kristiansen, Kathrine Heindahl, Louise Svalastog, og Anne Cecilie de la Cour skal prioriteres i forhold til spilletid.

Selvfølgelig kan Danmark tabe til Ungarn og dermed miste fodfæste, men jeg tror ikke, at det sker.

Den gode start vil skabe eufori og give Bodholt & Co. endnu mere tro på tingene.

De bider sig selv i halen, gør de.

Tro og tryghed er ikke de værste forbundsfæller i en lang og krævende slutrunde.

Skabt gennem landstrænerens dristighed, kanske den gamle digter Vergil får ret:

Lykken hjælper den dristige.