EM håndbold

Et nyt pandebånd er klar - men vil Fisker overhovedet spille med det?

- Jeg er meget spændt på, om Fisker føler sig tryg nok med det pandebånd, siger tidligere landsholdsspiller før EM-premieren.

Hun har holdt sig væk fra nysgerrige mikrofoner og nærgående spørgsmål i de sidste 24 timer her i Malmø.

Men i aftes var Maria Fisker på halgulvet i Malmö Isstadion for at teste det nye pandebånd, som landsholdet med ekspresfart har fået lavet, efter venstrefløjen søndag formiddag blev nægtet at spille EM med sin normale hovedbeskyttelse.

Det nye pandebånd ser ud til at blive godkendt, så Fisker må spille med det i Danmarks premierekamp mod Montenegro i aften.

Spørgsmålet er, om hun vil. 

For selv om der nu er et hjemmelavet pandebånd, der er lavet ved at klippe et svedbånd op og proppe noget blødt materiale ind i, er det langt fra sikkert, at Maria Fisker er tryg ved at spille med det, mener den tidligere landsholdsspiller Trine Nielsen, der er ekspert i TV 2 SPORTs EM-studie.  

- Jeg kan huske fra min egen karriere, at det var en frygtelig følelse de få gange, jeg glemte min knæskinne til træning. Jeg var ikke 100 procent i spillet, for mit fokus var et andet sted. Og det var bare til træning. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det så er med hovedet, siger Trine Nielsen.

- Så jeg er meget spændt på, om Fisker føler sig tryg nok med det pandebånd, de har lavet. Om hun overhovedet tør spille, siger eksperten. 

Maria Fisker har selv flere gange fortalt om den tryghed, det beskyttende pandebånd gav hende, efter hun blev ramt af en alvorlig hjernerystelse for snart to år siden.

- Det kan tage op til 70/80 procent af et stød, hvis jeg skulle få et. Det gør mig ret tryg at vide, og ud over at fungere som en slags styrthjelm, der tager støddet, så hjælper det også meget psykisk. Så jeg tør komme i gang igen. Jeg har jo overvejet helt at stoppe, fordi jeg ikke vil ofre alt for håndbold – jeg vil ikke have et dårligt hoved resten af mit liv, sagde landsholdsfløjen til Ekstra Bladet sidste sommer.

Og selv om ingen i den danske EM-lejr på søndagens pressemøde ønskede at forholde sig til, om Fisker tør spille uden sit normale pandebånd, understregede holdkammeraterne netop, hvor vigtigt fx en knæbeskytter mentalt kan være for en, der har haft en alvorlig knæskade, eller et pandebånd kan være for en, der har været ramt af en hjernerystelse. 

- Man skal ikke undervurdere, hvor stor en mental betydning det kan være, at man føler, at nu sker der mig ikke noget, hvis man har været ramt rigtig mange gange. Det giver da følelsen af, at det holder lige meget hvad, forklarer Louise Svalastog Spellerberg til TV 2 SPORT. 

Danmark spiller - med eller uden Maria Fisker - første EM-kamp i aften mod Montenegro. Det er klokken 20.45, og du kan kampen direkte på TV 2 med optakt fra 20.30.