EM håndbold

Nyegaard om danskernes strømpe-skifte: - Gud fader bevares

Danmark skifter strømper til onsdagens EM-kamp for at undgå bøvl med arrangørerne. Bent Nyegaard er træt af hele polemikken.

Når Danmark løber på banen mod Ungarn i aften, så bliver det med sorte strømper på fødderne i stedet for de normale hvide.

Det er henholdsvis det internationale og europæiske håndboldforbunds (IHF og EHF red.) nye regler omkring spillernes beklædning, der nu har ført til, at Danmark skifter strømper.

- Vi må ikke spille med hvide strømper og sorte ankelbeskyttere. Så skal det hele være hvidt, forklarede Danmarks team manager Mette Vestergaard til TV 2 SPORT tirsdag aften. 

TV 2 SPORTs håndboldekspert, Bent Nyegaard, giver dog ikke meget for de nye regler.

- Der må jo være en grænse. Det må stoppe på et tidspunkt. Det man er i gang med her, det er jo at genere spillerne. Man har generet Maria Fisker alt for voldsomt, og nu generer man på den her måde.

- Grunden til at man gør det her, er fordi, at der skal være en ensfarvethed. Gud fader bevares. Vi vil gerne se noget forskellighed og ikke alt det andet, så se dog at komme i gang med at spille noget håndbold i stedet for, lyder kritikken fra Bent Nyegaard.

Trine Nielsen er enig.

- Det er i hvert fald en farce, at EHF synes, at de skal blande sig i, hvilken farve strømper spillerne skal have på, fortæller Trine Nielsen.

- Til EHF's forsvar skal vi jo sige, at det her er nogle regler, som man indførte i sommer, men det er jo latterligt, at man ikke må have en sort ankelskinne på til hvide sokker.

Årsagen til, at Danmark skifter sokker nu, og ikke allerede gjorde det før første kamp, er, at i minutterne op til den første kamp mod Montenegro måtte danskerne sætte hvidt tape henover de sorte ankelskinner for at tilfredsstille arrangørerne.

Det bøvl gider danskerne ikke igen mod Ungarn. Derfor skifter de til sorte strømper. 

Landstræneren kalder det "farvehysteri", og spillerne ryster på hovedet. 

- Jeg synes, det er lidt hysterisk, konstaterer venstrefløj Fie Woller, der selv spiller med ankelskinne.