EM håndbold

Thomsens tropper med vildt comeback: Scorede ikke i et kvarter

Holland var i store problemer mod Frankrig, men takket være et vildt comeback i anden halvleg er de nu klar til mellemrunden med to point.

Helle Thomsen og Holland var torsdag aften i store problemer mod Frankrig i den sidste kamp i gruppe B.

I over 16 minutter i første halvleg var Holland fuldstændig målløse mod de franske kvinder.

- Vi var langt, langt nede, lød det fra profilen Estevana Polman til TV 2 SPORT efter kampen.

De smed bolden væk og kunne slet ikke bryde igennem et suverænt fransk forsvar.

Holland var bagud med seks mål midtvejs, og ved pausen var Helle Thomsens kvinder bagud med fem.

Men i anden halvleg kæmpede Holland sig tilbage. Og med lige over fem minutter tilbage af kampen bragte Holland sig foran med 17-16.

- Vi spillede ikke en så god kamp, men vi kæmpede, konstaterede Polman. Og kæmpe, det var lige, hvad hollænderne gjorde.

Helle Thomsen og det hollandske landshold havde fået vendt kampen på hovedet især takket være Tess Wester i målet.

Frankrig havde bolden og muligheden for at udligne med 30 sekunder igen, men også her viste en storspillende Tess Wester sin høje klasse.

Med sejren over Frankrig på 18-17 får Holland to point med over i mellemrunden. Det samme gør Frankrig og Tyskland.