EM håndbold

Danmark udraderer Rumænien og er i EM-semifinalen

For første gang siden 2010 skal Danmark spille om medaljer ved EM. Det står klart efter dansk sejr over Rumænien i Helsingborg.

Se EM-semifinalen Danmark-Holland fredag 18.15 på TV 2

Det dufter af dansk medalje ved EM. Danmarks håndboldkvinder leverede nemlig en pragpræstation mod rumænerne og vandt 21-17. Dermed er de nu bare én sejr fra at være sikker på metal i Sverige.

Kravet til de danske spillere var to point mod Rumænien i den tredje og afgørende kamp i mellemrunden, og det levede de op til med blandt andet kontrolleret forsvarsspil, der fuldstændig tæmmede den rumænske stjerne, Cristina Neagu.

Sejren var samtidig Danmarks første over rumænerne ved et mesterskab siden det delte europamesterskab mellem Danmark og Norge for seks år siden.

Se Danmark - Rumænien på 99 sekunder i videoen over artiklen.

I semifinalen skal Danmark op mod Helle Thomsens Holland, der sluttede øverst i mellemrundegruppe I. Set med statistiske briller er det ganske positivt, for Danmark har aldrig tabt til de orangeklædte ved et mesterskab.

De første 13 minutter mod Rumænien var helt lige, men hele tiden med Danmark som det jagtende hold. Heldigvis for danskerne var Anne Mette Hansen og Mette Tranborg sikre i duellerne mod den rumænske målmand Paula Ungureanu, og Maria Fisker imponerede med et godt tilbageløb.

Fløjspilleren Maria Fisker leverede et forrygende tilbageløb og snuppede bolden, så Anne Mette Hansen kunne udligne til 6-6.

Ved stillingen 9-9 efter lidt over 23 minutter tippede kampen til Danmarks fordel. Først scorede Stine Bodholt fra stregen, og derefter bragte Anne Mette Hansen med sin femte scoring de rødhvide foran med to mål.

Anne Cecilie de la Cour ville ikke stå tilbage for sine kollegaer i bagkæden og sørgede for, at Danmark kunne gå i omklædningsrummet med 12-10 på måltavlen.

La Cour bringer Danmark foran 12-10 ved EM 2016

Første danske tremålsføring kom straks efter pausen. Danmarks A-kæde spillede Rumæniens forsvar tyndt, og så kunne Tranborg sikkert sende bolden ind bag Ungureanu.

Toft tog hævn over Neagu

Det rumænske hold begyndte anden halvleg med stor aggressivitet og offensivt forsvar, og det behagede Jørgensen, Hansen og Tranborg særdeles godt. På ni minutter og 11 sekunder var den danske føring vokset til fem mål, 17-12.

Samtidig begyndte Sandra Toft at byde ind med flere store redninger. Efter 41 minutter stod Larvik-målmanden med en redningsprocent på 55 procent.

Sandra Toft med superredning EM 2016

Trods en rumænsk statsning med syv markspillere i angrebet blev Toft ved med at redde bolde fra blandt andre Cristina Neagu, der gav målmanden hjernerystelse ved VM sidste år. Og i den anden ende fortsatte Anne Mette Hansen sit storspil og sendte med sin ottende scoring Danmark foran 19-13.

Den 20. danske scoring i kampen lod vente på sig, og i mellemtiden halede Rumænien mere og mere ind. Men efter 10 minutters scoringspause kom den ventede scoring endelig. Tranborg satte sig igennem, og så var Danmark på 20-15.

Tranborg bringer Danmark foran med fem

De danske håndboldkvinder holdt stand de sidste fem minutter, og er altså nu klar til semifinale mod Holland, som Danmark har mødt fire gange tidligere ved et mesterskab. I 1973, 2001, 2002 og senest ved EM i 2006, hvor den danske sejr lød på 30-23.

Fredagens EM-program

  • Kl. 15:45 Kamp om 5./6. pladsen: Tyskland - Rumænien
  • Kl. 18:15 Semifinale 1: Danmark - Holland
  • Kl. 20:45 Semifinale 2: Frankrig - Norge