EM håndbold

Norge i finalen - Danmark møder Frankrig i EM's bronzekamp

En forrygende keeper tillod kun Frankrig at score 16 gange i EM-semifinalen mod Norge, der er klar til endnu en finale.

Lacrabere, Pineau og Leynaud er nogle af de navne, som de danske håndboldkvinder skal se nærmere på i de næste halvandet døgn. 

For det bliver Frankrig, der venter i søndagens EM-bronzekamp, hvor vinderne får en medalje med hjem, og taberne står tomhændet tilbage. .

Frankrig tabte fredagens semifinale mod Norge med 16-20 efter en tæt kamp, der blev afgjort på fem norske mål i træk i de syv minutter. 

Franskmændene var bedst i kampens indledning og førte 7-4, men med en forrrygende Silje Solberg, der stod på 63 procent i det norske mål i første halvleg, vendte Norge kampen rundt. 

Nordmændene scorede syv gange i træk til 11-7 og førte med 11-9 ved pausen. 

Anden halvleg blev både målfattig og tæt. Frankrig førte 15-14 og 16-15, men nordmændene havde massiv opbakning fra langt de fleste af de 9.908 tilskuere i Scandivanium Arena i Göteborg -og så havde de Silje Solberg. 

Den norske keeper snuppede et straffekast fra Monan Houette med fire minutter igen, da Norge førte 18-16. Kort efter ville de fleste decibel-målere havde fået problemer, da Stine Oftedal i stedet bragte Norge på 19-16. 

Norge er klar til endnu en finale - og til en gentagelse af sidste års VM-finale, hvor nordmændene besejrede Holland i Jyske Bank Boxen i Herning. 

Danmark møder Frankrig i bronzekampen, der bliver spillet 15.30. Finalen begynder klokken 18, og begge kampe bliver vist direkte på TV 2.