EM håndbold

Fisker åbner op om svært EM: Jeg var virkelig tæt på at tage hjem

Maria Fisker er stolt over at have gennemført EM uden sit pandebånd. Nu vil hun hjem og forsøge at slippe det for altid.

Hun har flere gange siddet med et tomt blik i øjnene til håndboldkvindernes pressemøder og kun svaret kort på de spørgsmål, hun har fået.

Og ét spørgsmål har Maria Fisker ikke ønsket at forholde sig til.

Siden arrangørerne kort før Danmarks første EM-kamp afviste at lade venstrefløjen spille iført det pandebånd, hun har brugt som hovedbeskyttelse siden en alvorlig hjernerystelse, der var tæt på at koste karrieren sidste år, har Maria Fisker ikke haft lyst til at tale om det offentligt. 

Men nu åbner den 26-årige håndboldkvinde fra Hadsten op for de følelser, der har banket rundt inde i hende i de seneste to uger, og som var tæt på at få hende til at opgive EM undervejs.

- Jeg var virkelig tæt på at tage hjem, afslører Fisker over for TV 2 SPORT. 

- Jeg var ekstrem presset i starten. Det er da ikke nogen hemmelighed. Det er også derfor, jeg har valgt ikke at snakke om det. Det ville påvirke mig for meget, siger Maria Fisker til TV 2 SPORT. 

Hun har ikke længere det tomme blik i øjnene. Smilet er også vendt tilbage. Og på banen har Maria Fisker også langsomt smidt frygten for igen at slå sit hoved med det nye - noget blødere - pandebånd, som den danske EM-lejr fik fabrikeret på under et døgn for at få hende med i kampene. 

- Jeg er faktisk virkelig stolt over, at jeg er kommet til enden, og at jeg ikke pakkede mine ting og tog hjem, siger Fisker og sender en stor tak af sted til landstræner Klavs Bruun Jøgensen. 

- Klavs havde virkelig meget respekt for mine følelser, og hvordan jeg havde lyst til, at tingene skulle foregå. Det er jeg vildt taknemmelig for, for hvis han havde presset på og sagt, at jeg skulle spille fuld tid, er jeg ikke sikker på, jeg var kommet igennem det. Han har været virkelig vigtig for mig i den her proces, siger Fisker til TV 2 SPORT.

Søndag spiller hun EM-bronzekamp med de danske håndboldkvinder mod Frankrig, men når hun kommer hjem på mandag, skal hun igen forholde sig til pandebåndet. For når det internationale håndboldforbund ikke ville tilade hende at spille med et pandebånd til EM, er det formentlig kun et spørgsmål om tid, inden hun også bliver nægtet det i klubkampene med Randers. 

- Jeg tror, jeg skal hjem og snakke med nogle dygtige mennesker og have en mental proces i gang om at komme helt af det, siger Fisker.

- Det vil jeg gerne, men det var lige lidt pres nu her lige inden et mesterskab at skulle tage det helt af, siger Maria Fisker. 

Se Maria Fisker og resten af håndboldkvinderne i EM-bronzekampen mod Frankrig søndag klokken 15.30 direkte på TV 2.