Helle Thomsen om hollandsk skurk: Det er ikke hendes skyld
Hollands danske landstræner så helt paf ud, da Holland havde tabt EM-finalen med 30-29 til Norge.
Holland tabte søndag aften EM-finalen med 30-29 til Norge. Og det er en tydelig skuffelse for hollændernes danske landstræner, Helle Thomsen:
- Det her var tæt på. Det er ikke fordi vi spiller en super kamp, og vi må erkende, at Norge er gode, siger hun til TV 2 SPORT.
Men én ting er et nederlag. Noget andet er måden det skete på. Og her er der absolut ikke noget at glæde sig over i den hollandske lejr.
Efter at have været bagud med fem mål i løbet af anden halvleg, havde Holland mulighed for at udligne til 30-30. Helle Thomsens mandskab havde kampens sidste angreb og fik frikast med fire sekunder tilbage. Og så smed de sejren væk med en personlig fejl af Danick Snelder, der fik Helle Thomsen til at tage sig til hovedet og stirre målløs ud i luften.
- Der ved man, at man har tabt kampen. Men det er ikke den aflevering til sidst… Vi skulle have steppet op før og have haft styr på Nora (Mørk, red.), siger Helle Thomsen og hentyder til Nora Mørks 12 scoringer.
Hvad går du ned og siger til Snelder nede i omklædningsrummet?
- Det er ikke hendes skyld. Det er det første, man fortæller hende. Vi skulle have stået bedre defensivt og have taget flere bolde. Det gjorde vi ikke, og Norge er bare stærke, lyder det fra Helle Thomsen.
Stolt? Ikke lige nu
Danick Snelder endte med at blive den hollansdke skurk, da hun kastede det sidste frikast i fødderne på Nycke Groot. Men undervejs spillede hun en glimrende kamp og scorede seks mål på seks afslutninger.
Selvom Holland alt i alt spillede en flot turnering - og sådan set også en flot finale, så har Helle Thomsen svært ved at glæde sig og være stolt i nederlagets stund.
- Det kan jeg ikke tænke på lige nu. Lige nu er jeg mega træt af at vi har fået sølv og ikke guld. Det kan være, det kommer i morgen, om tre dage eller om en uge.
EM-finalen var Helle Thomsens sidste kamp som Hollandsk landstræner, som det ser ud lige nu. Hendes kontrakt udløber nemlig efter denne turnering.