EM håndbold

Her er EM's officielle All Star-hold - med én dansker på

Sandra Toft er som den eneste dansker kommet med på EM-turneringens officielle All Star-hold.

Håndbold-EM er nået til sin sidste dag, og så er det traditionen tro tid til at kåre turneringens bedste spillere.

TV 2 SPORT's eksperter er tidligere kommet med deres bud på All Star-holdet, og nu har EM-arrangørerne også offentliggjort deres - det officielle - hold.

Ud fra 40 nominerede spillere har fans de seneste dage kunne stemme på, hvem de gerne så på All Star-holdet. Fansenes stemmer har talt 40 procent, mens stemmer fra et ekspertpanel har talt 60 procent. 

Til gengæld har ekspertpanelet alene bestemt, hvem der er turneringens 'MVP' - den mest værdifulde spiller. Den ære er gået til Hollands playmaker Nycke Groot. 

Kåringen af All Star-hold er ofte blevet beskyldt for at være drevet af politiske motiver om at have flest mulige lande med i stedet for at udelukkende at kåre de bedste spillere, og der er da også spillere fra seks forskellige hold med på det All Star-hold, der nu er udpeget. 

Eneste dansker er målvogter Sandra Toft, der har fået pladsen i målet, selv om hun statistisk set kun har været den syvendebedste keeper ved EM med en redningsprocent på 35. Norges Silje Solberg topper statistikken med en redningsprocent på 43. 

EM-turneringens officielle All Star-hold:

  • Målvogter: Sandra Toft (Danmark)
  • Venstre fløj: Camilla Herrem (Norge)
  • Venstre back: Cristina Neagu (Rumænien)
  • Playmaker: Nycke Groot (Holland)
  • Højre back: Nora Mørk (Norge)
  • Højre fløj: Carmen Martin (Spanien)
  • Stregspiller: Yvette Broch (Holland)
  • Bedste forsvarsspiller: Beatrice Edwige (Frankrig)
  • Mest værdifulde spiller: Nycke Groot (Holland)

Se EM-bronzekampen Danmark-Frankrig direkte på TV 2 klokken 15.30.