Håndbold

Overraskende karrierevalg: Her skal Kasper Hvidt arbejde efter sæsonen

Når Kasper Hvidt efter sæsonen stopper karrieren, skal han arbejde med noget helt andet end håndbold.

Kasper Hvidt afslører i morgen, hvilken rolle han vil indtage, når han efter indeværende sæson indstiller sin håndboldkarriere.

Der er tale om et noget iøjnefaldende karriereskifte.

Organisationen RFRSH, der står bag verdens bedste Counter Strike-hold, Astralis, afholder onsdag pressemøde, og her præsenteres den legendariske håndboldmålmand i en ny rolle i E-sport.

Astralis indtager for tiden førstepladsen på verdensranglisten i Counter Strike, og forleden vandt holdet E-sports Championship Series Season 2 Finals i Los Angeles med en førstepræmie på over 1,7 millioner kroner.

Så Kasper Hvidt skal på ingen måde neddrosle sit høje ambitionsniveau, men måske ligefrem øge det, når han er færdig med at spille håndbold.

Med annonceringen i morgen kunne det tyde på, at Kasper Hvidt er tabt for dansk håndbold, og at den mulige stilling som sportschef i Dansk Håndbold Forbund vil gå til anden side.

40-årige Kasper Hvidt har i sin karriere spillet for klubber som Lemgo, Ademar León og FC Barcelona, inden han i 2009 vendte hjem til Danmark og FCK Håndbold - det senere AG København.

Siden 2012 har han spillet i KIF Kolding København.

Han spillede 219 landskampe for Danmark og var stærkt medvirkende til EM-guld i 2008, hvor han vogtede målet i samtlige minutter på nær ni og stod med en redningsprocent på 40.