Vred antidopingchef forklarer EM-brøler: - Det sker ikke igen

Chefen for det europæiske håndboldforbunds antidopingenhed beklager, at den norske landsholdslæge gik alene rundt med en dopingprøve under EM.

Billeder fra norsk TV 2 har afsløret, at Norges landsholdslæge Nils Ivar Leraand efter EM-semifinalen mod Frankrig gik alene rundt med Stine Bredal Oftedals dopingprøve.

Ifølge landsholdslægen var det helt fint med dopingkontrollanterne, og han blev ikke overvåget af nogen. Landsholdslægen forklarede, at han havde fået urinprøven af Oftedal, da hun blev taget med til yderligere dopingkontrol.

Og det er meget langt fra de procedurer, der normalvis skal følges i forbindelse med dopingkontrol. Det fortæller Michael Ask, der er direktør i Anti Doping Danmark.

- Det er en meget usædvanlig procedure. Personerne omrking holdene skal selvfølgelig ikke være en del af testforløbet, siger Michael Ask til TV 2 SPORT.

Hans Holdhaus, der er chef for det europæiske håndboldforbunds antidopingenhed (EHF-ADU), har brugt formiddagen på at få udredet, hvad der er foregået.

Han har været i kontakt med Peter Ström fra Sveriges nationale antidopingorganisation for at finde en forklaring.

- Spilleren ville hente noget tøj fra omklædningsrummet og blev fulgt af en ledsager. Jeg ved ikke, om jeg var til stede i dopingkontrolrummet på det tidspunkt, og hvis jeg var, må jeg erkende, at jeg ikke forstod, hvad de snakke om, fordi de talte norsk, forklarer Hans Holdhaus i en mail til TV 2 SPORT.

- Måske var jeg på dette tidspunkt i gang med at se til den tyske spiller, som kom alvorligt til skade i kampen tidligere, hvor jeg var involveret i førstehjælpen.

Det er uacceptabelt

Antidopingchefen lægger sig dog fladt ned over den uheldige situation.

- Jeg er ked af det - eller rettere sagt: jeg er vred over denne situation, men vi tager ved lære af den. Det er første gang, vi har haft sådan et problem, og jeg har været involveret i dopingkontrol i håndbold i mere end 20 år.

- Det, der skete, er uacceptabelt, og du kan være forvisset om, at der ikke sker igen.

Hans Holdhaus forstår imidlertid ikke, hvor Norges landsholdslæge ikke reagerede, da han fik stukket urinprøven i hånden.

- Jeg er en smule forbavset over, at han ikke fortalte mig noget. Jeg kender ham rigtig godt, og han kender udmærket til procedurerne, lyder det fra Hans Holdhaus.

Ingen tests efter finalen

Landsholdslægen fortalte, at han regnede med at se dopingkontrollanterne igen til finalen, men her dukkede de aldrig op.

Det fik ekspert på norsk TV 2, den tidligere professionelle cykelrytter Mads Kaggestad, til at kritisere antidopingarbejdet i kraftige vendinger.

- At der ikke bliver testet efter en så vigtig finale er skidt. Man kan ikke lave antidopingarbejde på den måde og så tro, at det er troværdigt, siger han til TV 2 Norge.

Der er dog en ganske særlig grund til, at der ikke fandt noget dopingkontrol sted efter finalen, som Norge vandt med ét mål over Holland.

- Vi ændrer altid på tingene, for vi ønsker ikke, at holdene på forhånd ved, hvornår der kommer en kontrol. Vi testede de fire finalehold (Danmark, Norge, Frankrig og Holland, red.) under semifinalerne, og vi testede også under det indledende gruppespil og mellemrunden.