VM håndbold

Håndboldherrer hylder Gudmundurs beslutning: Det har været et hårdt år

Håndboldherrerne roser landstræner Gudmundur Gudmundsson for at have givet dem adskillige, uventede fridage mellem jul og nytår.

Håndboldherrerne mødte i dag op til landsholdssamling i Aarhus, hvor man skal spille tre træningskampe op til VM i Frankrig.

Gudmundur Gudmundsson kunne have valgt at kalde spillerne sammen allerede inden årsskiftet, men landstræneren besluttede i stedet at give spillerne lidt ekstra juleferie.

Dén uventede prioritering faldt i rigtig god jord hos den danske trup.

- Det har været rigtigt godt, og jeg tror, at det gavner os lidt på den lange bane. Selvom det kun var to-tre dages fri, så tror jeg, det har gjort, at vi er lidt mere friske i hovedet og mere klar til at klø på nu, vurderer målmand Niklas Landin, inden han uddyber:

- For mit eget vedkommende var det utroligt dejligt ikke at skulle afsted dagen efter vi spillede vores sidste bundesligakamp (27. december, red.) og møde ind og så igen tage væk fra familien. Det har været dejligt at have tre-fire dage med familien uden noget stress, hvor man egentlig kan koble lidt af og ikke tænke så meget på håndbold, som det har stået på i det sidste års tid, siger THW Kiel-målmanden.

Niklas Landins bundesliga- og landsholdskollega Mads Mensah Larsen, der til dagligt spiller i Rhein-Neckar Löwen, er enig med den danske førstekeeper.

- Det har været rigtig dejligt. Jeg tror, de fleste inklusiv mig selv har haft brug for lige at se familien og slappe lidt af, så det har været en god investering.

- Hvorfor det?

- Vi har jo alle sammen haft et tætpakket program, og der var nogen, der havde kamp så sent som den 27. (december), så en træning den 28. havde ikke været specielt meget værd, og så kunne vi måske have trænet med kvalitet den 29. og 30., men jeg tror ikke, det er det værd i forhold til, at folk kommer helt friske og glade, fordi de har haft nogle dage sammen med familien, de ikke havde regnet med. Det er jeg næsten hunderede procent sikker på har været mere værd, vurderer Mads Mensah.

Netop det tætpakkede 2016-program med både EM- og OL- foruden massevis af klubkampe er den største grund til, at landstræneren har valgt at give sine spillere de ekstra fridage før nytår.

- Jeg synes, man har snakket meget om, at spillerne er under stor belastning og spiller mange kampe, uden de kan få fri og hvile. Ingen gør noget ved det, men det har jeg gjort nu, og jeg er glad for min beslutning, forklarer Gudmundur Gudmundsson.

- Det var min beslutning, at det var bedre for os, at spillerne kunne restituere. Så var de friske, da de kom og startede her.

- Hvad betyder det for spillerne?

- Jeg er sikker på, spillerne har været meget glade for det. Det var vigtigt for dem at få muligheden for at hvile lidt, og så tror jeg, de er klar til at starte nu, slutter landstræneren.

Den 13. januar møder Danmark Argentina i landsholdets første kamp ved VM, men allerede på torsdag fra klokken 20.00 kan du se træningenskampen mod Ungarn direkte på TV 2.