VM håndbold

Gudmundur efter overbevisende VM-test: - Jeg får en lang nat

Landstræner Gudmundur Gudmundsson er yderst tilfreds med håndboldherrernes VM-optakt, og får svært ved at udtage sin endelige VM-trup.

Søndag aften afsluttede de danske håndboldherrer test-weekenden før VM med bravour.

Det blev til den tredje sejr af tre mulige i VM-testkampene mod Ungarn, Egypten og Island efter generelt overbevisende danske indsatser.

Det var da også en meget tilfreds landstræner Gudmundur Gudmundsson, der gjorde status over både kampen og weekenden i TV 2 SPORTs studie efter 34-26-sejren over Island.

- Vi spillede virkeligt godt i første halvleg. Det var højt tempo og flydende angrebsspil, og bolden arbejdede godt for os. Vi scorede virkeligt gode mål, og vi havde også nogle gode faser i forsvaret, sagde landstræneren, der dog også havde et par kritikpunkter til sit holds indsats.

- I 2. halvleg synes jeg, vi begynder at spille alt for langsomt. Vi har næsten lukket kampen med 19-11, og så er det en gang imellem svært at komme op i tempo i 2. halvleg.

Vi bliver ved og finder de rigtige chancer

Gudmundur Gudmundsson

Det positive fyldte dog klart mest i landstrænerens vurdering efter kampen mod hans islandske lændsmænd, hvor det danske landshold kunne bruge en del af anden halvleg på at eksperimentere med både opstilling og taktik.

- Jeg er meget tilfreds med, vi prøvede syv mod seks i 2. halvleg, og det gik fint.

Hvor meget skal 7 mod 6 være en del af spillet til VM?

- Det er svært at sige. Det kan ændre sig fra kamp til kamp, og hvis vi kommer i problemer mod et offensivt forsvar, så kan det være, vi prøver at spille 7 mod 6, for eksempel. Jeg regner med, at Argentina kommer til at spille meget offensivt mod os – 3-2-1, måske 3-3 eller 4-2 – så vi må i gang med det.

Gudmundur Gudmundsson vurderer dog, at Danmark i forvejen kan have fuld tiltro til angrebsspillet med en ekstra mand på banen.

- Jeg synes, vi spiller virkeligt godt 7 mod 6, og jeg er også tilfreds med, at vi ikke løber alt for hurtigt ud, som jeg har set andre hold gøre. Vi bliver ved og finder de rigtige chancer – i hvert fald i denne kamp – så det har jeg det godt med.

Til gengæld tyder noget på, at de danske drenge godt kan forberede sig på at skulle træne mere på spillet i den anden ende af banen.

- Forsvaret var ikke godt nok; det var meget bedre i 1. halvleg, men i 2. halvleg var det ikke så godt, slår landstræneren fast.

Landstræneren står nu overfor den vanskelige opgave med at skulle sortere to eller tre spillere fra den nuværende 19-mands bruttotrup, som han har haft til rådighed i denne weekend.

Jeg regner med at udtage holdet i morgen eftermiddag

Gudmundur Gudmundsson

En af de spillere, der vurderes at være på vippen, er Nicklas Kirkeløkke, der ikke fik mange minutter på banen mod Island, men stadig formåede at score to må på to forsøg fra sin position på højre back.

Præcis hvilke spillere, der skal hjem og pakke VM-tasken - og om Kirkeløkke er én af dem - vil landstræneren dog ikke løfte sløret for.

- Det kan jeg ikke sige nu. Jeg regner med at udtage holdet i morgen eftermiddag, så ved han og alle andre det. Jeg plejer at indkalde hele holdet til udtagelsen, men det kan godt være, jeg henter de spillere, der ikke skal med og forbereder dem. Jeg har tidligere gjort begge dele.

- Kirkeløkke har gjort det virkeligt godt i begge kampe. Mod Egypten og i aften gør han det fint, særligt i angrebet. En gang imellem er han lidt udfordret i forsvaret, men det kan jeg godt forstå.

Jeg kommer til at have en lang nat

Gudmundur Gudmundsson

Har du holdet på plads?

- Ikke helt – jeg kommer til at have en lang nat. (Assitenttræner Henrik) Kronborg og jeg arbejder meget sammen og kommer til at snakke meget sammen hele aftenen og i morgen. Det er altid en stor beslutning at tage, og jeg tager det meget alvorligt. Jeg lægger utroligt stort arbejde i at finde det rigtige mandskab.

Selvom Gudmundur Gudmundsson formentlig har haft stammen på VM-holdet på plads i et stykke tid, så har weekenden været givtig for landstræneren - og for spillerne selv.

- Jeg kommer til at kigge på de tre testkampe, hvordan spillerne præsterer. Planen var at give alle spillerne en fair chance, og det synes jeg, de har fået.

En optaktsweekend uden skader og med tre danske sejre lyder noget nær perfekt, men landstræneren er forsigtig med udmeldingerne, og begynder allerede nu at se fremad mod fredag og den første VM-kamp.

- Det er svært at sige. Det har været en kort optakt uden ret mange træningspas, men spillerne har været friske og glade. Der har været en utroligt god stemning. Vi er jo olympiske mestre, og det er også en god følelse, og jeg tror, det hjælper os.

- Men nu kommer vi ind i en fase, som er utroligt vigtig; de sidste dage før første kamp mod Argentina, og jeg tror at vi kommer til at fokusere meget på angreb mod offensivt forsvar i denne uge, men vi må også kigge på vores eget forsvar og forbedre det endnu mere, slutter landstræneren.