Håndbold

Gravid stjerne afslører: Van der Vaart forsøgte at tale mig fra EM 

Estavana Polman spillede EM, imens hun var gravid. Men hendes kæreste var ikke glad for det.

Estavana Polman var en bærende kraft på det hollandske landshold, der spillede sig hele vejen til finalen ved håndbold-EM i december.

Men det var ikke med hendes kærestes, fodboldspilleren Rafael van der Vaart, gode vilje, at den hollandske stjerne tørnede ud i de svenske håndboldhaller. Det fortalte hun som optakt til Esbjergs ligakamp i TV 2 SPORTs håndboldstudie.

Parret havde kort inden slutrunden fundet ud af, at Estavana Polman venter deres første fælles barn, og fodboldspilleren var bekymret for, at hårdt spil kunne skade barnet i Polmans mave.

- Han kunne ikke lide det. Han heppede nærmest på modstanderholdene, så vi kunne ryge ud. Men han støttede mig også, og det var okay for mig at spille, for inde på banen spiller du bare og er fokuseret på at gøre det. Men bagefter kan du godt tænke ’Åh blev jeg ramt?’, siger Estavana Polman til TV 2 SPORT. 

Håndboldstjernen havde til at starte med også sin tvivl om, hvorvidt hun skulle spille, men da hendes læge sagde god for det, var hun sikker på, hun ville forsvare de hollandske farver i Sverige.

- Hun sagde, at der selvfølgelig altid er en risiko, men det ikke var farligt, fordi du skal forestille dig, at der er en stor muskel omkring barnet. Selvfølgelig er håndbold en fysisk sport, men hun sagde ’Hvis du føler dig frisk så bare spil og gør, som du altid har gjort', siger Estavana Polman.

Holdt graviditeten hemmelig for holdkammeraterne

Estavana Polman ønskede ikke, at nogen skulle vide, at hun var gravid under EM, fordi hun gerne ville vente og fortælle hendes familie det personligt hjemme i Holland.

Derfor havde hun kun valgt at dele den glædelige nyhed med sine allernærmeste for at være sikker på, at det ikke slap ud til medierne.

Det betød, at hendes holdkammerater på landsholdet intet anede til playmakerens graviditet, imens de var i Sverige. Hun forsøgte derfor at skjule graviditeten inde på banen og i badet efter kampene.

- Min mave blev større og større, og jeg tænkte ’Åh, bare folk nu ikke ser det!’ Mine holdkammerater må virkelig have undret sig over min opførsel, siger Estavana Polman.

Hun havde dog set sig nødsaget til at fortælle det til sin værelseskammerat og bedsteveninde, Sanne van Olphen, der hjalp hende igennem slutrunden ved at give hende masser af ro og støtte på hotelværelset.

- Jeg sov dagen lang. Rytmen var søvn, træning, søvn, spisning, og så mere søvn. Jeg fik at vide af pigerne, at jeg var lidt kedelig, og de undrede sig over, at jeg ikke var så meget sammen med dem. Til sidste fest sagde de ’der var en gang, hvor du altid dansede på bordene', og jeg tænkte ’jeg lover, jeg har en god undskyldning’, siger Estavana Polman

Hollandske Estevana Polman holder pause fra håndbold i Esbjerg

Estavana Polman er ude resten af sæsonen, men siger, hun arbejder stenhårdt på at være klar fra første fløjt af næste sæson