Håndbold

Overraskende trænerskifte på vej? Agesen i spil hos nykårede pokalmestre

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger er Nykøbing Falsters Niels Agesen i spil som ny cheftræner i Randers HK.

Et overraskende trænerskifte kan være på vej i dameligaen i håndbold. 

Randers HK har i noget tid været på jagt efter en afløser for cheftræner Ryan Zinglersen, som de nykårede pokalmestre ikke vil beholde efter denne sæson, og ifølge TV 2 SPORT's oplysninger er Nykøbing Falsters cheftræner Niels Agesen nu kommet kraftigt i spil til jobbet. 

Centrale kilder fortæller, at der er en dialog igang mellem parterne om et muligt samarbejde fra næste sæson. Det kræver dog, at Agesen kommer ud af sin kontrakt med Nykøbing Falster, der gælder halvandet år endnu til sommeren 2018. 

Ifølge TV 2 SPORT's kilder er det på nuværende tidspunkt på ingen måde sikkert, at 40-årige Niels Agesen ender som ny Randers-træner - men han er et meget varmt emne hos kronjyderne, efter blandt andre den tidligere FCM-træner Helle Thomsen har takket nej til jobbet. 

Niels Agesen er i gang med sin anden sæson som cheftræner hos Nykøbing Falster, hvor han er en absolut hovedperson i klubbens ambitioner om at blive en medaljekandidat i dansk damehåndbold. 

Samtidig lever han livet som storpendler, da han bor i Holstebro med sin familie og kører frem og tilbage til jobbet i Nykøbing Falster - 344 kilometer hver vej. Til sammenligning er der 95 kilometer mellem Holstebro og Randers. 

Niels Agesen har ikke ønsket at kommentere TV 2 SPORT's oplysninger. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra ledelsen i Randers HK.