VM håndbold

- Gudmundssons lille genistreg kan give VM-guld

Går det godt her i Frankrig, så kan manøvren meget vel være af afgørende betydning.

Gudmundur Gudmundsson har gjort noget genialt.

Jeg erkender, at ordet ”genialt” kan være en anelse stort i denne forbindelse. Håndboldlandstræneren har jo hverken opfundet chokoladeis, der ikke smelter i solen, eller pillen mod tømmermænd.

I forhold til det danske landsholds chancer ved VM har han gjort noget meget vigtigere. Han har givet spillerne fri.

Også det signal er positivt; at Gudmundsson ikke kommer her og sjusker i sin sidste tid som dansk landstræner.

Det var et suverænt træk, da Gudmundsson droppede den planlagte VM-træningsstart den 28. december og i stedet bad spillerne holde sig fra harpiks frem til 2. januar.

Går det godt her i Frankrig, så kan den manøvre meget vel være af afgørende betydning.

Tanken slog mig igen i aftes efter VM-premieren her i vidunderlige Paris. 16.000 landsmænd havde lige hjulpet de franske favoritter med at lave papirsflyvere af Brasiliens letvægtere. En perfekt VM-åbning og så stod stjernen over dem alle, Nikola Karabatic, søreme på TV 2 SPORT og sagde, at han og holdet var trætte efter en krævende sommer med OL og en hård træning forud for dette mesterskab.

Sagt en mand, der ligesom sit hold ikke mindst døde på fysikken, da OL-guldet skulle placeres i Rio i august.

Dette mesterskab står selvsagt i skyggen af OL, selv om alt tyder på det største VM nogensinde. Det er turneringen med flere forandrede hold og trætte spillere.

Set i det lys er det – jo, det er altså ikke for stort et ord – genialt, at Gudmundur Gudmundsson gav sine spillere de ekstra fridage. De var lykkelige, meget lykkelige, de danske spillere.

Jeg skal ikke kunne sige, om det var tre-fire pludselige fridage, der har gjort det. Eller om det er OL-guldet. Men jeg ser et landshold i vater. Fysisk ikke på toppen, men mentalt 100 procent til stede. I Bygma Cup spillede de i store perioder vidunderligt, og torsdag oplevede vi 45 minutters maksimalt overskud hos samtlige spillere til VM’s første presseseance.

Jeg tillader mig at rette rosernes lyskegle hen på landstræneren. Gudmundur Gudmundsson har ikke ligefrem skulle iføre sig solbriller for at skærme mod den slags positiv lys i sin tid som dansk landstræner.

Heller ikke jeg var imponeret over femte- og sjettepladserne ved hans to første slutrunder i Qatar og Polen. Også herfra var det bekymrende, at Danmarks glade landshold havde udviklet sig til en udtryksløs forsamling – især i foråret 2016. En udvikling, som anfører Niklas Landin dygtigt og modent turde bekræfte og prøve at bekæmpe.

Vi ved ikke, hvad der skete med Gudmundur Gudmundsson og hans folk, da skibet igen var på vej mod isbjerget, men fik drejet af og endte med det smukke OL-guld.

Men noget gjorde oplevelserne under og efter Rio ved Gudmundur Gudmundsson. Siden har vi oplevet en meget mere afslappet landstræner. Især efter at det i november stod klart, at hans kontrakt med udløb til sommer ikke skal forlænges.

I medierne fremstår han mere smilende, tryg og afslappet. Og vigtigst af alt er det som om, at han er kommet spillerne mere i møde. Mikkel Hansen fik fri fra den nemme EM-kvalifikationskamp i Letland i oktober. Siden kom fridagene omkring nytår, og aflyste træningspas i landsholdslejren er heller ikke længere en umulighed.

Jeg forstår på spillerne, at deres træner ikke på alle planer er løsnet op. Han er stadig tæt på manisk omkring sin grundighed, seriøsitet og videoforberedelse.

Islændingen går stadig meget ind i sig selv og trykker på 'play'.

Også det signal er positivt; at Gudmundsson ikke kommer her og sjusker i sin sidste tid som dansk landstræner.

Han er med OL-guldet sikret en fremtrædende plads i dansk håndbolds evige annaler. Tager han historiens første danske VM-guld her i Paris, skal han om 17 dage skrives ind på side 1.