VM håndbold

Toft spillede uden skinne ved OL: Derfor gør han det ikke igen

På grund af store smerter vil René Toft Hansen vil ikke spille uden sin albueskinne.

René Toft Hansens VM-deltagelse er tvivlsom, efter det internatonale håndboldforbund, IHF, har afvist stregspilleren at spille med sin albueskinne.

I skinnen er der metal, og det, mener IHF, kan være til fare for modstanderne. Noget som landsholdslægen og albuespecialist Steen Bo Kalms undrer sig over.

- Der er mig bekendt aldrig været episoder, hvor nogen er kommet til skade på grund af en albueskinne, og jeg har efterlyst videnskabelig dokumentation på skader forårsaget af en velpolstret bandage, siger han i en pressemeddelelse fra DHF.

Danskeren er i første omgang kun ude af truppen til fredagens kamp mod Argentina og har fortsat mulighed for at deltage i slutrunden.

Men det kræver enten, at IHF giver dispensation til, at René Toft Hansen kan spille med sin albueskinne, eller at han selv er villig til at spille uden den.

Chancerne, for at sidstnævnte kommer til at ske, er dog minimale. I hvert fald efter sidste års OL-slutrunde.

Her bøjede forsvarskaptajnen sig for reglerne og valgte at undvære skinnen. Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger skulle smerterne dog have været voldsomme gennem OL.

Efter slutrunden besluttede han, at han ikke vil spille med de smerter igen. Siden da har han også kun spillet med skinnen til daglig i sin klub og ved weekendens landskampe ved Bygma Cup.

Steen Bo Kalms forklarer blandt andet også, at albueskinnen er altafgørende for René Toft Hansen, som pånær OL har spillet med den i de seneste seks år.

- Et albueled er et hængselled, og en skade i denne type led kræver en hængslet bandage, da man ellers risikerer hyperekstension. Denne type skinne er tilladt omkring knæleddet, så jeg undrer mig over, at den ikke er tilladt omkring albueleddet.

Det bliver desuden bakket om af TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jacobsen.

- Han kan ikke spille uden, fordi han har fået så mange slag på albuen. Det er hans førlighed og hans bevægelighed i albuen, der er tale om, forklarer han.

DHF har sendt en dispensationsansøgning til IHF, som forventes at blive behandlet i løbet af fredagen.

Få overblik over de danske landsholds materialesager

  1. 2016

    1. René Toft spiller uden albuebeskyttelse

      René Toft Hansen spillede uden sin albuebeskytter under OL i Rio.

       

      Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger var der allerede på daværende tidspunkt et forbud imod at benytte udstyret.

       

      Toft Hansen måtte derfor slide sig igennem hele turneringen uden at være iført den beskyttende armskinne.

    2. Nej til pandebånd

      Den danske fløjspiller Maria Fisker havde egentlig fået lov til at spille med sit beskyttende pandebånd til EM i Sverige.

       

      Men den afgørelse valgte det europæiske håndboldforbund, EHF, at omstøde til et forbud dagen inden Danmarks åbningskamp ved slutrunden. 

       

      Forbuddet sendte Fiskers EM-deltagelse i fare.

       

    3. Ren gør-det-selv

      Ovenpå hovedbeskyttelses-forbuddet måtte den danske stab tænke hurtigt. Og det var præcis, hvad de gjorde.

       

      Det lykkedes holdets fysioterapeut Mikkel Hjuler at fremstille et hjemmelavet pandebånd ved at sprætte nogle svedbånd op og putte noget stødabsorberende skum i som fyld for derefter at sy materialet sammen til et regulært pandebånd.

       

      EHF endte med at godkende gør-det-selv-pandebåndet, og Maria Fisker, der ellers havde lidt betænkeligheder ved at benytte den nye hovedbeskyttelse, brugte den under hele slutrunden i Sverige.

    4. Farvehysteri og strømpebøvl

      Det var ikke kun pandebåndet, der voldte Danmark problemer under EM i Sverige. Det gjorde farvesammensætningen mellem strømper og spillertøj også.

       

      På grund af nye regler måtte det danske landshold ikke træde på banen i hvide sokker. Forklaringen lå i de ankelskinner, som flere af spillerne benytter sig af under kampe for at undgå vrid, som er sorte. Og den farvekombination gik ikke.

       

       

      Derfor måtte de danske håndboldkvinder skifte til sorte strømper.

       

      Landstræner Klavs Bruun Jørgensen kaldte det for 'farvehysteri', mens TV 2's håndboldekspert Trine Nielsen brugte ordene 'en farce' om sagen.

  2. 2017

    1. På dagen hvor Danmark åbner VM i Frankrig mod Argentina kommer det frem, at det internationale håndboldforbund, IHF, har afgjort, at René Toft Hansen ikke må spille med sin albuebeskytter under slutrunden.

       

      En skinne, han ellers har brugt igennem de seneste seks sæsoner, på nær ved OL i Rio, på både klub- og landshold.