VM håndbold

Landsholdsfløj gjort til grin på tv: - Der ligger rigtig meget bag det

Holdkammeraterne fra Hannover Casper U. Mortensen og Morten Olsen har en individuel kamp kørende, hvor det handler om at gøre den anden til grin.

Casper U. Mortensen og Morten Olsen bidrager i dén grad til god stemning i den danske VM-lejr.

Danmark har vundet begge sine to første kampe komfortabelt, så stemningen er selvsagt ikke dårlig, men de to Hannover-spillere har gang i en intern krig - på banen under kampene - som de nu forklarer.

Jeg skal absolut ikke afvise, at jeg lader ham hænge på et andet tidspunkt. Eller finder på noget nyt.

Casper U. Mortensen

Da Casper U. Mortensen gjorde det til 10-5 i lørdagens kamp mod Egypten, løb han tilbage langs med den danske bænk, hvor Morten Olsen stod klar til at give ham en high five. Men det blev aldrig til en high five - og det var Morten Olsens udspekulerede plan.

- Han har været lidt træls i dag (lørdag, red.). Han har gået og drillet mig med morgenhår og lavet sjov og ballade. Så før kampen tænkte jeg, at jeg skulle have ham under kampen, mens der er tv på, og han har scoret. Så skal den satme ses, siger Morten Olsen til TV 2 SPORT.

Casper U. Mortensen blev 'hængt til tørre' midt på halgulvet i Paris, som du kan se i klippet over artiklen, og han måtte efterfølgende erkende sit nederlag.

Med hænderne signalerede han stillingen 1-0 til Morten Olsen med et stort (og sikkert ærgerligt) smil på læben.

Casper U. Mortensen viser stillingen 1-0 til Morten Olsen.

Fløjspilleren fortæller, at krigen stammer tilbage fra deres fælles klub Hannover i den tyske Bundesliga, hvor de har duelleret om, hvem der kunne gøre den anden til grin ved ikke at svare tilbage på den andens løftede hånd.

Siden har spillerne intensiveret krigen i landsholdslejren. Først i VM-optakten Bygma Cup og siden ved VM.

- Der ligger rigtig meget bag det, siger Casper U. Mortensen.

- Han lod mig hænge i Skjern (VM-optaktskampen mod Egypten, red.), så jeg lod ham hænge i går (VM-kampen mod Argentina, red.). Nu lod han mig hænge. Det er spændende, hvordan det fortsætter resten af turneringen. Det er lidt interne festligheder.

Netop Casper U. Mortensens hævn i kampen mod Argentina fik tændt op under Morten Olsen.

- Det var fandeme også strengt i går (mod Argentina, red.). Jeg havde ikke lige tænkt over, at han ville gøre det. Jeg har havde gået og fokuseret på, at han ikke skulle fange mig, efter at jeg havde fanget ham i den træningskamp, siger Morten Olsen til TV 2 SPORT.

Venskabet mellem de to Hannover-spillere er ikke svært at få øje på, men det betyder så også, at Casper U. Mortensen nu er den, der jagter hævn.

- Jeg skal absolut ikke afvise, at jeg lader ham hænge på et andet tidspunkt. Eller finder på noget nyt. Det er jo det, der er det sjove i det, siger Casper U. Mortensen.

TV 2 SPORT følger krigen intenst.

Casper U. Mortensen og Morten Olsen, der begge spiller i Hannover, kører en intern krig om at gøre hinanden til grin.

Danmark vandt kampen med 33-25 og har nu maksimumpoint efter de første to VM-kampe, før det mandag gælder den formodede gruppefinale mod Sverige, som søndag møder Argentina.

De fire bedste nationer i gruppen, som består af seks, går videre til 1/8-finalen.

Danmark vandt med 35-28 over Egypten ved VM i herrehåndbold.

Selvom de begge havde tid til at grine efter kampen, blev Morten Olsen faktisk ramt af en skade i læggen, som han tidligere har døjet med.