Dansk VM-sensation efter drukskandale: Hvordan er det dog, Deres søn har vanæret vores land?

Hele kajen var spækket med mennesker den januar-søndag i 1967. Dannebrogsflag blafrede i vinden, så langt øjet rakte.

Ja, det var et fantastisk smukt syn, der mødte håndboldheltene, efterhånden som båden nærmede sig København. For mindre end 24 timer siden havde det danske herrelandshold i håndbold vundet sølv ved VM i Sverige, og nu var de på vej hjem over Øresund med Sundbåden. Til en varm og rød-hvid modtagelse.

- Hele vores familie var der jo også. Og så var vi inde hos borgmesteren og få pandekager og det hele. Det var skide skægt, siger Gunnar Jürgens om hjemkomsten til Danmark, som han sammenligner med scenerne fra 1992, hvor Danmark vandt EM i fodbold.

Gunnar Jürgens var en af de bærende kræfter for Danmark ved VM-slutrunden i Sverige i 1967. Lørdag den 21. januar i år er det præcis 50 år siden, at han og holdkammeraterne sikrede den første medalje til et dansk herrelandshold nogensinde.

50-års jubilæet blev markeret i forbindelse med testturneringen Bygma Cup i starten af januar, hvor Dansk Håndbold Forbund havde inviteret heltene fra 1967 til at overvære kampen mellem Danmark og Egypten. Her mødte TV 2 SPORT en række af de største profiler.

Når ordet ”sensation” ikke slår til

Det var en kæmpe overraskelse for hele håndboldverdenen, at Danmark overhovedet kunne gøre sig gældende ved VM i 1967. Man må forstå, at alle de danske spillere dengang var amatører, der blot spillede håndbold på hobbyplan ved siden af det civile job.

I diametral modsætning til de østeuropæiske lande, der dominerede håndboldlandskabet på alle parametre.

- De østeuropæiske lande var jo såkaldte statsamatører. Og en statsamatør var jo simpelthen enten politifolk eller militærfolk, som spillede for militær- eller politiklubber. Det vil sige, at de var faktisk det, som vi vil betegne som professionelle i dag, siger Hans Jensen, der var landstræner for 1967-holdet.

Også Jørgen Vodsgaard, der var en af de skarpeste spilfordelere på 1967-holdet, husker Danmarks underlegenhed i forhold til Østeuropas proffer.

- Jeg tror, vi fik maksimum 100 kroner i tabt arbejdsfortjeneste for at deltage ved VM. Alle Østlandene var professionelle. Spillerne var kaptajner, majorer og generaler og deslige, der spillede på forskellige klubhold i Rusland, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Polen. Det var svært at hamle op med, husker Jørgen Vodsgaard.

Læg dertil, at dansk håndbold havde været ramt af den såkaldte ”Sovjet-skandale”, hvor landsholdet i 1966 på en tur til Tbilisi i det daværende Sovjetunionen endte i lidt af et drukorgie. Der blev drukket georgisk vin til den store guldmedalje, og det huede ikke DHF, der kvitterede med karantæne til stort set hele landsholdet.

De massive karantæneudstedelser blev først ophævet ganske få måneder før VM i Sverige i 1967, og det gjorde betingelserne svære for landstræner Hans Jensen.

- Der havde jo været den såkaldte ”Sovjet-sag”, hvor mange af landsholdsspillerne havde været i karantæne. Vi havde ikke haft lang tid til at koncentrere os og forberede os, og derfor var der ingen, der havde regnet med os. Folk gik ind med den holdning, at det her, det kan kun gå godt. For vi havde ikke noget at tabe, siger Hans Jensen.

Derfor blev det kun til ganske få træningspas og minimal forberedelse inden VM-slutrunden, i modsætning til Østlandene, der havde ligget i træningslejr for at være perfekt forberedt. Også Gunnar Jürgens husker Danmarks rolle som total underdog.

- Vi var ekstremt undertippede. Datidens skrappeste håndboldjournalist, Knud Lundberg, sagde faktisk, at det ville være imponerende, hvis vi kom hjem som nummer 16 – ud af de 16 hold, der deltog. Det var jo totalt overraskende, husker Gunnar Jürgens.

Det kom som bekendt til at gå noget bedre end det. Til stor overraskelse og glæde for TV 2 SPORT’s håndboldekspert Bent Nyegaard, der dengang bare var 15 år gammel.

- Jeg husker det tydeligt, for jeg var jo vanvittigt håndboldinteresseret. Håndbold var nok den største passion, jeg havde. Der var en masse ballade op til 1967, hvor landsholdet havde været på sådan en lille druktur. Så forhåbningerne til mesterskabet var ikke særligt store. Men så sker der bare det, der sker engang imellem, siger Bent Nyegaard.

Noget stort under opsejling

Landstræner Hans Jensen var bare 22 år gammel, da han skulle lede landsholdet til VM i Sverige. Og med et minimum af forberedelse og et hold af ene amatører kunne det godt gå hen og blive lidt af en udfordring. Men forberedelsen kunne der ikke sættes en finger på.

- Jeg rejste til Frankrig inden VM og kiggede nærmere på nogle af vores modstandere. Og der gjorde vi noget helt nyt – vi lavede nemlig smalfilm af vores modstandere.  Der var ellers ikke noget, man gjorde dengang. Men vi fotograferede simpelthen Frankrig, der spillede mod Polen, så vi kunne forsøge at forberede os bedst muligt.

- Og det var ikke noget, DHF betalte. Det var af egen lomme. Så jeg måtte låne penge af min stakkels gamle mor nogle gange. Jeg var elev dengang, så det var kun, hvis jeg havde råd til det, at vi kunne nå at lave en film, siger Hans Jensen.

Danmark var i gruppe med Tunesien, Frankrig og Tjekkoslovakiet i den indledende pulje. Og den 12. januar i Vänersborg startede VM rigtigt flot for Danmark, der bankede Tunesien med 27-6. Et resultat, der dog ikke vækkede den store genklang hjemme i Danmark. Men det kom senere.

I kamp nummer to ventede franskmændene i Halmstad, og det skulle blive en noget mere tæt affære. Danmark endte med at vinde helt knebent med bare 9-8. Et resultat og et målantal, der fortæller meget om datidens håndboldspil.

- Kampen mod Frankrig var meget speciel for mig. For jeg lavede alle målene i første halvleg, hvor vi var bagud 2-3 ved pause. Så det lever jeg jo meget højt på, husker Jørgen Vodsgaard med et smil på læben.

- Det var jo en helt anden tid. For det første kan du slet ikke sammenligne spillet med i dag overhovedet. Det er umuligt. Altså for eksempel gennemhøvlede vi Frankrig med hele 9-8, selvom vi spillede lige så lang tid som i dag. Det er jo helt uhørt i dag. Når mine børn ser de gamle klip, spørger de altid, hvorfor det hele foregik i slowmotion dengang, griner Gunnar Jürgens.

Den jugoslaviske billetballade

To kampe, to sejre. Dermed var Danmark allerede på dette tidspunkt sikre på at gå videre til kvartfinalen, hvilket i sig selv var en meget overraskende præstation.  I sidste gruppekamp i Helsingborg ventede storfavoritterne fra Tjekkoslovakiet, som også allerede var videre.

Dermed var det en kamp uden reel betydning, og derfor besluttede den danske og den tjekkiske landstræner i fællesskab at indføre en ikke-angrebspagt for at undgå skader. Desuden valgte Danmark at spare en række spillere for i stedet at sende dem på spiontogt. Og måske derfor tabte Danmark stort med 14-24.

- I den sidste gruppekamp, som ikke have nogen betydning for os, var vi nogle stykker, der blev sendt til Malmø for at se vores modstander i næste runde. Det var Jugoslavien, der spillede mod Sverige. Og så var vi ellers klar et par dage senere oppe i Kristianstad, siger Jørgen Vodsgaard.

Og et par dage senere i Kristianstad var det netop Jugoslavien, der ventede i kvartfinalen. Her var Jugoslaverne naturligvis storfavoritter, og Jørgen Vodsgaard husker en meget sigende anekdote fra optakten til den kamp.

- Jugoslavien var et stort land og et meget, meget stort håndboldland. Det var stjerner, der alle sammen var professionelle. Og sjovt nok havde de faktisk allerede inden kampen fået udleveret togbilletterne til den by, hvor semifinalen skulle spilles. Men vi måtte jo så bytte billetter bagefter. Det var komisk. De var helt sikre på, at de bare slog lille Danmark, siger han.

Og ja, det endte med dansk sejr. Efter en hæsblæsende og tæt affære. Danmark var foran med 6-5 ved pausen, men midt i anden halvleg var de rød-hvide pludseligt bagud med 11-13. Nærmest mirakuløst lykkedes det alligevel for danskerne at vende et truende nederlag til en sejr på 14-13. Danmark var i semifinalen.

"Et absurd sensationelt resultat"

På nuværende tidspunkt havde rygterne om Danmarks VM-fremfærd bredt sig som en steppebrand i hjemme i Danmark. Håndboldfeberen var brudt ud i lys lue. Det har Jørgen Vodsgaard et godt eksempel på.

- Jeg kan huske en episode hjemme fra vores ejendom i Aarhus. Hende, der ejede ejendommen, var en rigtigt skrap dame, og efter Sovjet-skandalen mødte hun min mor nede på gaden: ”Hvordan er det dog, Deres søn har vanæret vores land?”

- Det var ret barskt, må man sige. Men min mor har så senere fortalt, at hun mødte selvsamme værtinde på trappen under VM i 1967, hvor piben havde fået en anden lyd: ”Jamen, det er jo fantastisk. Vi er stolte!” Sådan kan livet også være, siger Jørgen Vodsgaard.

Men ligegyldigt hvor meget håndboldfeber, der var brudt ud hjemme i Danmark, så ville det formentligt få en ende i semifinalen. For her ventede Sovjetunionen. Den måske største håndboldnation i verden.

Bare ti dage før VM i Sverige havde Danmark tabt med ti mål til netop Sovjetunionen i en træningskamp hjemme i Aarhus. Det lugtede af bank.

- Rusland var jo dengang en fantastisk håndboldnation. Dengang vandt de rigtigt, rigtigt meget. Det lå lidt i luften, at man efter en ellers flot slutrunde ville få en på kassen mod Rusland i semifinalen, siger TV 2 SPORT’s håndboldekspert Bent Nyegaard.

Sådan skulle det imidlertid ikke komme til at gå.

- Holdet spillede fuldstændigt fantastisk, og Erik Holst, målmanden, fik sit helt store gennembrud og reddede jo alt fra de der stakkels russere, husker Bent Nyegaard og tilføjer:

- Og Danmark vandt absurd sensationelt med 17-12. Det vil vel svare til, at Danmark i dag i en semifinale ville blive banket sønder og sammen af en noget mindre nation. Så det gav virkelig genhør.

Danmark var i finalen og havde sikret sig den første medalje nogensinde i dansk herrehåndbold. Spillerne væltede ind på banen i kæmpe jubel efter slutfløjtet, og hjemme i Danmark var hele landet i ekstase.

- Lige så stort et chok det var for folk i Danmark, lige så stort et chok var det for os. Det var helt vildt. En stor oplevelse. Alle i hele Danmark havde fulgt med. Alene dét, synes jeg simpelthen er fantastisk, siger Jørgen Vodsgaard.

VM-sølvet kom til at betyde alverden for dansk håndbold

VM-finalen blev spillet i Västerås den 21. januar 1967. Danmarks modstander var Tjekkoslovakiet, der havde kørt danskerne over i den indledende pulje, og som ikke havde tabt under hele slutrunden. Det kom de heller ikke til i finalen.

For selvom det blev en meget mere jævnbyrdig kamp end i gruppespillet, så tabte Danmark i sidste ende finalen med 11-14. Guld til Tjekkoslovakiet. Sølv til Danmark.

Men da den umiddelbare skuffelse havde lagt sig, så kunne danskerne se tilbage på en VM-slutrunde over al forventning.

- Det betød ekstremt meget, at vi fik den sølvmedalje, for vi fik ligesom blusset herrehåndbolden lidt op igen. Set ud fra et håndboldmæssigt synspunkt tror jeg, det betød meget, at vi ligesom blev klar over, at vi slet ikke var så dårlige. Det tænkte jeg ikke over dengang, men det kan jeg godt se i dag. Vi var faktisk bedre, end vi i og for sig troede, siger landstræner Hans Jensen.

Og ifølge Bent Nyegaard så er VM-sølvet fra 1967 fortsat et af de største resultater i dansk håndbold.

- Det her VM-sølv gav utroligt meget genklang, fordi der havde været så meget ballade, og ingen havde regnet med det. Så det var en helt håndboldnation, der kiggede med. Særligt i den der semifinale mod Rusland. Den kan jeg huske, som var det i går.

- I historisk perspektiv rangerer det som et af de største resultater i dansk håndbold. Altså, Danmark er i dag en stor håndboldnation, men dengang var det jo fuldstændigt styret af Østeuropa. Så hvis man ser nøgternt på det, så var Danmark end ikke i top otte dengang. Så det var meget, meget stort, siger TV 2-eksperten.

Selvom det ikke er alle fra VM-truppen i 1967, der fortsat er her, så mødes de gamle landsholdskammerater stadigvæk i ny og næ. Og altså senest i starten af januar i år i forbindelse med Bygma Cup – og fejringen af 50-års jubilæet for VM-sølvet.

- Det er jo simpelthen bare fantastisk at mødes her og tænke tilbage på dengang. Hver gang vi mødes, er det ligesom at være tilbage i omklædningsrummet. Der er jo meget snak om minderne – kan du huske det her og det her? Det er jo skønt at høre alle de gamle historier igen, siger Gunnar Jürgens, der bakkes op af Jørgen Vodsgaard:

- Det er ubeskriveligt at være samlet. Det er et meget venligt og et rigtigt kammeratligt forhold vi har til hinanden den dag i dag. Og det var det samme dengang, siger han.

Og der er særligt ét minde, der giver en klump i halsen hos Jürgens og Vodsgaard: Da de danske sølvhelte vendte hjem til en velfortjent hyldest på kajkanten i København.

Velvidende at de havde ændret dansk håndbold-historie for altid.