VM håndbold

Ingen jobgaranti til Gudmundur: - Vores kommende landstræner er allerede i gang

Dansk Håndbold Forbund skal evaluere VM og dernæst vurdere, om Gudmundur Gudmundsson skal stoppe før sit kontraktudløb.

Gudmundur Gudmundsson har stået i spidsen for Danmark for sidste gang ved en slutrunde.

Islændingens kontrakt udløber til sommer, hvor han bliver erstattet af Nikolaj Jacobsen, der er cheftræner i Rhein-Neckar Löwen.

Som det ser ud nu, skal Gudmundur Gudmundsson dog stå i spidsen for Danmark ved EM-kvalifikationskampene i maj og juni.

- Vi har en kontrakt med Gudmundur, som løber indtil sommer. Det er det, vi har at forholde os til lige nu. Når vi har haft nogle af de her evalueringsmøder, tager vi stilling til, hvad vi så gør. Vi skal først spille kvalifikation i maj, siger generalsekretær i DHF, Morten Stig Christensen, til TV 2 SPORT.

- Vores kommende landstræner er allerede i gang med at arbejde. Han gør sig nogle overvejelser om, hvordan det skal se ud, når han tiltræder på et tidspunkt. Jeg har ikke talt med Nikolaj Jacobsen endnu, og det er heller ikke engang sikkert, han synes, det er særlig optimalt at komme ind og tage et par EM-kvalifikationskampe.

- Når han træder til, tror jeg, han har nogle ændringer klar i forhold til, hvordan han ser på tingene. Om det bliver før tid eller til sommer, må vi tage, når vi har været igennem al den her evaluering.

Morten Stig Christensen har ikke selv et bud på, hvad der gik galt ved VM, hvor ottendedelsfinalen mod Ungarn skuffende blev endestation for Danmark.

- Spillerne skal nok selv sørge for, at der falder brænde ned. Jeg tror også, de har haft nogle intense samtaler efter kampen. De mest skuffede er jo nok spillerne og staben omkring dem. Men der skal jo ikke falde mere brænde ned, end at vi skal kigge fremad, for det her skal der rettes op på. Vi skal kvalificere os til EM, og så skal vi levere en rigtig god præstation, når vi skal spille EM i Kroatien, siger han.

- Vi evaluerer med Gudmundur og nogle af de centrale nøglepersoner for at se, om vi kan skyde os ind på, hvad der gik galt.

Danmark møder i EM-kvalifikationen Ungarn, Letland og Holland.