VM i håndbold 2023

Kroatien har bragt dem i knæ to gange på under et år: - Nu vil Norge tage skridtet videre

Kroatien tilførte Norge to pinefulde nederlag i 2016, men norsk ekspert ser ingen grund til, at Norge skulle tabe semifinalen ved VM.

Norge skrev historie, da en VM-semifinale tirsdag blev sikret for første gang nogensinde på herresiden.

Men der mangler stadig en medalje. Sådan én har nordmændene ikke fået, men de har nu - igen - to chancer for at slette det nul i historiebøgerne.

Vi har siddet og set dem alle sammen spille i dag, og man må bare sige, at det her norske mandskab har været bedst

Lars Christiansen, håndboldekspert

En medalje kan sikres allerede fredag, når Norge står over for Kroatien i semifinalen. Det var netop kroaterne, der for et år siden ved EM i Polen slog Norge i bronzekampen. Senere på året sørgede Kroatien så også for, at Norge ikke kom med til OL i Rio.

- Nu er Norge så tilpas gode, at jeg ikke tror, de frygter nogen. Kroatien er et hak op i forhold til Ungarn, men Norge er et hold i form, som er sultent og vil revanchere bronzefinalenederlaget og nederlaget i OL-kvalifikationen, siger ekspert på norsk TV 2 Bent Svele.

- Vi skal stå imod dem, stoppe deres spil og levere en toppræstation. Der er ingen grund til, at vi ikke skal kunne slå dem. Nu vil Norge et skridt videre efter nederlagene i semifinalen og bronzekampen ved EM sidste år.

Norge har kun tabt én eneste kamp ved VM.

Det skete i gruppespillet, hvor de franske VM-værter blev for stor en mundfuld i en kamp, hvor nordmændene dog fulgte fint med i hele kampen.

Ifølge TV 2 SPORT's ekspert Peter Bruun Jørgensen har Norge, hvad der skal til for at spille sig i en sensationel VM-finale.

- Det bliver en meget, meget lige kamp. Kroaterne er jo en ubekendt. De har været i så mange semifinaler de sidste 15 år, men de har manglet at tage det sidste skridt. De har svinget så meget i præstationerne - det har de også i den her turnering - og det gør, at du aldrig ved, hvor du har de her kroatere.

Alle de kommende semifinalister var i aktion tirsdag, og her mener ekspert Lars Christiansen, at Norge så bedst ud.

- Vi har siddet og set dem alle sammen spille i dag, og man må bare sige, at det her norske mandskab har været bedst. De har spillet bedst angrebsmæssigt og været gode i tempoet. De har ikke rigtig været skidt kørende nogen steder.

Norge og Kroatien mødes i deres semifinale fredag, mens Frankrig og Slovenien spller torsdag.