VM håndbold

Danmarks kommende landstræner i stort interview: Folk må tage det sure med det søde

Han er kendt som spillernes ven, men siger selv, at han ikke er det. Mød manden, der senest 1. juli overtager landsholdet.

Der skal lige nogle aftaler på plads, inden vi kan sætte os og tænde diktafonen.  

For nok er Nikolaj Jacobsen i Paris som ekspert i TV 2 SPORT's VM-studie og hyret til at give sine vurderinger og fortælle sine tanker om alt omkring VM-turneringen, men der er alligevel ting, han ikke vil give interviews om.

Hvis de har brug for mig, så er jeg der. Sådan er jeg også som privatperson for de folk, jeg holder af, og sådan er jeg også som træner.

Nikolaj Jacobsen, kommende dansk landstræner

Han vil ikke tale om Danmark, om Danmarks præstation ved VM - eller om det job, han tiltræder i den 1. juli som afløser for Gudmundur Gudmundsson.

Han vil til gengæld gerne tale om alt muligt andet. Om sin trænerfilosofi, om hvem der har inspireret ham og gjort ham til den træner, han er, og om den type håndbold han bedst kan lidt.

Men da vi sætter os ved bordet, der flyder med notater og halvtomme slikposer i en af pauserne i VM-studiet, er vi nødt til først at have forklaringen på, hvorfor han ikke vil snakke om sit kommende job.

- Det er principielt for mig. Jeg synes jo, at den siddende landstræner skal og skulle have ro til den vigtige opgave, han nu har været på. Og jeg synes, han skal have lov til at gøre sit arbejde færdigt, inden jeg begynder at fortælle, hvad jeg gerne vil, hvilke spillere jeg gerne vil bruge osv. Det ville give for meget uro, og det er hverken Gudmundur eller landsholdet tjent med, siger Nikolaj Jacobsen.

Få meget mere om landsholdshåndbold. Tilmeld dig nyhedsbrevet TV 2 SPORT

Har intet hørt om tidligere start

Din kommende chef, DHF's generalsekretær Morten Stig Christensen, har jo været ude at sige, at nu skal der evalueres efter VM, og så må vi se, om den nye landstræner - altså dig - eventuelt skal overtage holdet allerede til de kommende EM-kvalfikationskampe i maj. Hvorfor vil du ikke forholde dig til det?

- Jeg har ikke sagt, at jeg ikke vil forholde mig til lige nøjagtig det. Jeg blev spurgt dagen efter Danmarks exit, og jeg sagde, at det var jeg slet ikke forberedt på. Det har jeg slet ikke gjort mig nogen tanker om. Så er det svært at sige noget dagen efter, når en journalist ringer. Så er det bedre ikke at forholde sig til det.

Nu har du haft en uge til at tænke over det. Er det et realistisk scenarie, at du vil starte tidligere, hvis du bliver bedt om det?

- Jeg vil sige, at der er positive og negative ting ved begge dele.

Men er det overhovedet muligt for dig i forhold til sæsonafslutningen i Rhein-Neckar Löwen?

- Det ved jeg ikke. Først skal jeg have en henvendelse (fra DHF, red.), og så skal jeg have en snak med min klub om det.

Og det har du ikke haft?

- Nej.

Afgørende aftaler

Okay. Lad os tale om noget andet så. Hvis du selv skal sige det, hvad er du så for en type træner?

- Ja, hvordan er jeg? Jeg har altid synes, det er svært at skulle beskrive sig selv. Jeg er jo en kontant type, tror jeg. Men også en, der går tæt på sit hold.

Mesterskabet i Aalborg og mesterskabet i Rhein-Neckar Löwen har givet ro på.

Nikolaj Jacobsen, kommende landstræner

Hvordan kontant?

- Når folk ser mig råbe på sidelinjen, så er det, fordi vi har lavet nogle aftaler inden kampen, eller vi har nogle aftaler. Og det værste, folk kan gøre, er ikke at overholde de aftaler, for det er det, der afgør, om vi får succes eller ej. At vi holder de aftaler, vi har lavet.

Og du er også en mand med temperament?

- Jo, jo, men det tænker jeg, at du – som den skarpe journalist, du er – godt kan se selv, smiler han. 

Men har du mere temperament end så mange andre?

- Nej. Jo. Det kan da godt være. Men jeg vil så sige, at jeg synes, jeg er blevet meget mere rolig. Der er ingen tvivl om, at både mesterskabet i Aalborg og mesterskabet i Rhein-Neckar Löwen har givet ro på. Jeg føler jo ikke, jeg skal bevise mig på samme måde, som da jeg tog det første trænerjob i Aalborg. Og presset var da også stort i Rhein-Neckar Löwen. Der er ingen tvivl om, at mesterskabet sidste år i Tyskland også har været til at give lidt ro på vognen.

Holder jul med Mads Mensah

Du bliver også beskrevet som spillernes ven. Er du det?

- Ja, helt sikkert. Jeg vil gå gennem ild og vand for mine spillere. Der er ting, jeg ikke vil gøre for mine spillere, men det er meget få. Og det vil de komme til at mærke. Der vil altid være nogen, der synes, at du er en idiot engang imellem, men i det store hele tror jeg, at de spillere, jeg har trænet, har haft en følelse af, at hvis de har brug for mig, så er jeg der. Sådan er jeg også som privatperson for de folk, jeg holder af, både familie og venner. Og sådan er jeg også som træner.

Har det nogensinde givet dig problemer i dine træner-spiller-forhold, at dine spillere også er dine venner?

- Altså – jeg vil gerne slå fast, at der ikke er nogen af mine spillere, der er mine venner som sådan. Den eneste, jeg har ses med privat, efter jeg er blevet træner, er Mads Mensah, som jeg har holdt juleaften med, fordi vi alligevel skulle sidde i Tyskland. Men ellers er det ikke sådan, at jeg besøger spillerne hjemme og den slags. Der skal også være en vis distance.

- Men jeg er spillernes ven i den henseende, at når vi er til træning og den slags, så kan de komme til mig, og de skal have den følelse af, at de kan snakke med mig om hvad som helst. Jeg er også en træner, der også spørger, hvordan tingene går derhjemme. Om der er noget, jeg kan gøre for, at vi præsenterer bedst muligt. Sådan tror jeg, det skal forstås, når jeg bliver kaldt spillernes ven. Jeg er ikke sammen med spillerne sådan personligt. Jeg kan godt hygge med spillerne, men jeg kører ikke hjem til Andy Schmid (playmaker i Rhein-Neckar Löwen, red.) og ser Super Bowl eller for lige at se en film. Det gør jeg ikke.

- Jeg er, som jeg er

Har du nogen, du har set op til i den rolle som træner, du har?

- Jeg synes jo, at 'Noka' (Zvonimir 'Noka' Serdarusic, red.), som jeg havde i Kiel, som jo er i Paris nu, er den træner, jeg har taget mest fra, hvis man kan sige det sådan. Så har jeg jo sagt, at de fem år i BSV var de fem mest lærerige år, jeg har haft. På godt og ondt. Jeg fandt ud af, hvordan jeg gerne vil gøre tingene. Jeg havde et fantastisk samarbejde med Carsten Albrechtsen, som også lærte mig meget i forhold til at udfordre mig, og om hvordan du får et hold til at fungere.

- Der var også tidspunkter, hvor nogen i klubben ville ændre mig og gerne ville have mig til at gøre tingene på en anden måde end den, som jeg egentlig ønskede, at det skulle være på. Og der fandt jeg ud af, at det var rigtig dårligt, for det fungerede jeg ikke under. Så jeg har også truffet den beslutning efter, at jeg er, som jeg er. Og så må folk tage det sure med det søde, siger Nikolaj Jacobsen, mens højttalerne i AccorHotels Arena brøler popmusik ud, så vi har svært ved at høre hinanden. 

Jeg kan godt lide, når jeg udfordrer – og bliver udfordret.

Nikolaj Jacobsen, kommende dansk landstræner

Mens vores snak skrider frem, er der efterhånden ikke så lang tid tilbage til VM's bronzekamp mellem Slovenien og Kroatien. 

Vil udfordres

Hvilken slags håndbold gør Nikolaj Jacobsen varm om hjertet?

- Jeg kan godt lide, når det går hurtigt. Jeg kan godt lide, når jeg udfordrer – og bliver udfordret. Så man ikke ser en håndboldkamp med to hold, der bare står i hver deres 6-0-forsvar, og så ender kampen 37-33, og du har egentlig bare løbet og spillet på to mål. Når der bliver skiftet taktik mod mig, bliver jeg udfordret, og så skal jeg forholde mig til det.

- Jeg kan også rigtig godt lide at spille med en stærk stregspiller. Jeg synes, at stregspillerens position er rigtig vigtig. Så det er også noget, jeg synes, der har været et af mine kendetegn. I Danmark har vi jo været mest vant til at have løbende stregspillere. Jeg kan bedst lide at have en, der står solidt plantet.

Hvad er det ved sådan en stregspiller, du godt kan lide?

- Du kan dele banen lidt mere op og være mere præcis i de ting, du gerne vil have spillerne til.

Blander dansk og spansk spillestil

Hvilken type håndbold kan du så absolut ikke lide?

- Jeg synes jo, at VM-semifinalen mellem Norge og Kroatien var et meget godt eksempel på en kamp, hvor det ene hold ikke rigtig ville noget. Jeg bryder mig ikke om det der gå-håndbold, hvor du trækker tempoet ud. Syv-mod-seks-reglen har bombet vores sport tilbage, fordi den bare har gjort spillet endnu mere langsomt. Ligesom de seks afleveringer, et hold har, når der bliver markeret for passivt spil, har gjort spillet alt for langsomt. Angrebene bliver alt for lange.

Så du vil gerne have fuld fart ud over stepperne?

- Jeg har jo fået min håndboldopdragelse i GOG, så jeg vil gerne løbe. Men igen – du skal også have folkene til det. Og det kommer også an på tidspunktet i kampen. Fører jeg med otte mål, så er det ikke sikkert, jeg er interesseret i, at vi skal løbe så meget. Men jeg har forsøgt – synes jeg – at blande den skandinaviske spillestil med noget spansk omkring stregspillet.

Udfordret af tiden: Tænker allerede på landsholdet

Vil du kunne være en type Nikolaj Jacobsen i Rhein-Neckar Löwen og så en anden Nikolaj Jacobsen på landsholdet?

- Ja, for det er jeg nødt til. Der er ikke så meget tid på landsholdet. Og det er klart, at hvis jeg kun har stregspillere til rådighed, der er vant til at løbe, så jeg er jo nødt til at gå på kompromis.

- Tiden bliver en voldsom udfordring. Jeg kan jo godt lide at gå og nørde med tingene til træning, udvikle ting og prøve nogle ting af. Det får jeg ikke tid til som landstræner.

Hvor meget fylder det for dig lige nu – her seks måneder før du tiltræder – hvordan Danmark skal spille, når du bliver landstræner, og hvilke spillere du vil have med?

- Det fylder da noget. Jeg går tit og leger med tanken om, hvem jeg skal udtage. Hvis jeg nu siger, at jeg vil have 18 eller 20 spillere med til min første samling, så er der måske 18 eller 20, der lige nu er med i hovedet. Så kan det være i de næste to-tre måneder, at der er nogen, der gør det rigtig godt, og så er der måske tre eller fire, der bytter plads. Jeg synes jo, at – ligesom Ulrik Wilbek var fremragende til – du skal vælge de spillere, der er godt kørende op til slutrunderne, siger Nikolaj Jacobsen. 

Og så er tiden gået. Nikolaj Jacobsen skal være med i endnu et VM-studie - et af sine foreløbig allersidste i rollen som ekspert på TV 2 SPORT. 

1. juli tiltræder han som Danmarks næste landstræner. Medmindre Dansk Håndbold Forbund beder ham begynde tidligere, som der er blevet spekuleret i. 

De danske håndboldherrer skal spille to EM-kvalifikationskampe mod Ungarn i maj og to kampe mod Holland og Letland i juni, inden Nikolaj Jacobsen efter planen overtager taktiktavlen fra Gudmundur Gudmundsson.