11. sejr i træk - FCM udbygger forspringet i ligaen
FC Midtjylland fortsætter med at buldre derudaf i kvindernes håndboldliga. Det gik onsdag aften ud over Jan Pytlick og Odense HC.
For fire måneder siden slog FC Midtjylland Odense HC i en kamp, som fulgte i kølvandet på midtjydernes nederlag til lokalrivalerne fra Viborg.
Sejren over Odense markerede starten på en uhyggelig stime for FCM, der nu har vundet 11 ligakampe i træk.
På hjemmebane havde Odense det mere end svært det meste af kampen, som Pytlicks tropper på intet tidspunkt førte. Odense fulgte med indtil slutningen af første halvleg, da Jessica Da Silva reducerede til 10-12.
Seks minutter inde i anden halvleg havde FC Midtjylland sat en tyk streg under, hvor klubben er suverænt nummer et i ligaen.
Forspringet var vokset til 12-20, og det kom aldrig i fare.
Samtidig kom der endnu mere grus i maskineriet for Odense, der i forvejen mangler flere spillere. Jessica Da Silva vred om på foden og måtte se det sidste kvarter fra bænken.
Jan Pytlick har overtalt den tidligere landsholdsspiller Marianne Bonde til at gøre comeback efter to år, fordi holdet har været så presset. Aftalen faldt på plads i går, og allerede her til aften kom hun på banen - og på måltavlen.
Men lige lidt hjalp det.
FCM vandt kampen 28-23 og fører nu ligaen med syv point ned til Viborg, der dog har spillet en kamp færre. Odense ligger på fjerdepladsen med tre point ned til syvendepladsen, som ikke giver adgang til slutspillet.