Håndbold

Nykøbing besejrer Team Esbjerg for første gang

Nykøbing Falster har aldrig slået Team Esbjerg i håndboldligaen. Det skete onsdag aften.

Efter syv forgæves forsøg lykkedes det endelig Nykøbing Falster at slå Team Esbjerg.

Onsdag aften hentede Niels Agesens tropper en sejr på 28-25 efter en pauseføring på 13-10.

Første halvleg var præget af mange fejl. Efter tre scoringer i hver ende så det ellers ud til, at Esbjerg ville trække fra, da Rikke Zachariassen opsnappede en returbold og sendte den i nettet til en føring på 6-3.

På det tidspunkt havde Nykøbing Falster ikke scoret i syv minutter.

Men det blev der hurtigt lavet om på. Kort efter tordnede Johanna Westberg udligningen over stregen via overliggeren.

Bolden ER over stregen: Nykøbing udligner til 6-6

Og lige pludselig var gæsterne i front med tre. Det hele var desværre præget mere af fejl end af flot håndboldspil, og Esbjergs gravide playmaker Estavana Polman gav da også vores reporter ret i, at det var en dårlig håndboldkamp.

- Ja, virkelig. Det er ikke godt. Vi spiller alt for langsomt. Vi skal løbe med dem, og så skal vi have dem til at flytte sig i forsvaret – for det er ikke det bedste forsvar i ligaen, sagde hun blandt andet fra sin plads på tribunen.

Estavana Polman vurderer Team Esbjergs første halvleg

Efter en fejlfyldt men alligevel underholdende første halvleg kunne Nykøbing Falster gå til pause med en føring på 13-10.

- Alt i alt synes jeg faktisk, at det ser okay ud, lød det beskedent fra Nykøbing Falsters Sarah Iversen efter de første 30 minutter.

Tæt afslutning

Starten af anden halvleg lignede slutningen af første til forveksling. Esbjerg brændte og fejlede, mens Nykøbing Falster var anderledes effektive.

Esbjerg-fejl giver stor Nykøbing-føring

Men efterhånden som minuttallet voksede på uret i hallen, så fik Team Esbjerg luet ud i fejlene. Derfor kunne Maria Mose Vestergaard udligne til 22-22 med knap lidt over ti minutter igen.

Spænding til det sidste: Team Esbjerg udligner til 22-22 mod Nykøbing Falster

Derfor var der spænding til det sidste i aftenens sene kamp. Knap halvandet minut før tid kunne den tidligere ligatopscorer Ida Bjørndalen reducere til 26-27 på et straffekast. Men den mulighed forpassede nordmanden, og efter en scoring i den anden ende kunne Nykøbing-spillerne juble over klubbens første ligasejr over Esbjerg. 

Opgøret endte 28-25. Det betyder, at Nykøbing Falster rykker op på femtepladsen i ligaen. Team Esbjerg ligger fortsat nummer tre.