På vej væk fra Danmark? Storklub lokker dansk landsholdsprofil

En af de største profiler hos de danske håndboldkvinder kan være tabt for den danske liga efter denne sæson.

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger forhandler landsholdsbacken Anne Mette Hansen med den ungarske storklub Györi, der har været i fire af de seneste fem Champions League-finaler - og vundet de to. 

Anne Mette Hansen kom i 2014 til København Håndbold fra Ajax i 1. division og har siden udviklet sig til en afgørende profil både i ligaen og på det danske landshold, hvor hun er landstræner Klavs Bruun Jørgensens foretrukne skytte på venstre back. 

Officielt er hun på kontrakt i København også i næste sæson, men ifølge TV 2 SPORT's oplysninger indeholder kontrakten en option, der giver den 22-årige bagspiller mulighed for at smutte allerede til sommer. Derfor er hun højt på ønskelisten i flere klubber. 

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger har blandt andet ligaens tophold FCM Håndbold længe været interesseret i landsholdsbacken. Men midtjyderne har fået nej, og meget tyder ifølge TV 2 SPORT's kilder på, at Anne Mette Hansen lige nu står og skal vælge mellem et udlandseventyr i en af Europas største klubber eller at blive i København, hvor hun er garanteret fast spilletid. 

- Det har hverken jeg eller Anne Mette nogen kommentarer til. Hun har kontrakt med København Håndbold til 2018, og det er det, vi forholder os til, lyder det fra en fåmælt Simon Friis, der er agent for Anne Mette Hansen.

Han vil ikke forholde sig til oplysningerne om, at der er en option i kontrakten.

Györi Audi ETO KC - som den ungarske klub officielt hedder - er håndboldens svar på Real Madrid og har et hold smækfyldt med verdensstjerner som fx hollandske Nycke Groot, nordmændene Kari Grimsbø og Nora Mørk og ikke mindst den ungarske håndbolddronning Anita Görbicz. 

Klubben tabte i sidste sæson Champions League-finalen til rumænske CSM Bucuresti i en vanvittig tæt finale, der måtte afgøres på straffekast.

TV 2 SPORT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Anne Mette Hansen til forhandlingerne med Györi.

Herunder kan du gense et interview fra EM i Sverige i 2016, hvor Anne Mette Hansen er grædefærdig efter en sejr over Rumænien.

Anne Mette Hansen i tårer: -Det er jo for vildt