Håndbold

Kæk Svensson efter pokaltriumf: Giver du ikke lidt til bødekassen?

Skjerns Daniel Svensson forsøgte at udnytte pokaltriumfen til at få klubbens hovedsponsor til at spæde lidt til spillernes bødekasse.

Glæden blandt Skjern-spillerne var ikke til at overse, da klubben søndag aften vandt den anden pokalfinale på tre år.

Især Daniel Svensson var i godt humør efter sejren, hvor han forsøgte at lukrere lidt ekstra på titlen.

Efter kampen blev han nemlig fanget i at råbe ud mod en bestemt person på tilskuerpladserne.

- Jeg har set, at vores hovedsponsor har lavet et stort overskud. Så prøvede jeg at få fat i direktør, Per, for at se om han ikke vil spæde lidt i bødekassen til vores afslutningstur, fortæller han til TV 2 SPORT.

Skjern slog BSV med 27-20 efter at have ført 13-7 ved pausen.

Ud over titlen, så glæder Daniel Svensson sig over bare at være en del af så stor en håndboldkamp.

- Jeg har kigget rigtigt meget håndbold i 2016 fra en sygehusseng. Jeg er så glad for at være tilbage og at have en rolle på holdet. Det betyder rigtigt meget for mig, fortæller Svensson, der i flere omgange har overvundet en kræftsygdom.

Skjern Håndbold vandt 27-20 over BSV i pokalfinalen.

Pokalfinalens spillemæssige oplevelse stod Skjerns nye målmand, Tibor Ivanisevic for. Serberen kom til klubben som en relativt ukendt spiller for bare et par uger siden. I dag stod han med en redningsprocent på 55 og blev fortjent kåret som pokalfighter.

- Det er derfor, jeg er håndboldspiller. Jeg har levet hele mit liv for det her: At spille store kampe og vinde titler, siger Tibor Ivanisevic til TV 2 SPORT.

I BSV-lejren var stregspilleren Michael V. Knudsen også imponeret over det nye målmandsbekendtskab i dansk håndbold:

- Han spillede en fremragende kamp og var klart udsalgsgivende for denne her finale. Selvfølgelig er det en stor del af kampen, at han står så godt, som han gør, siger Michael V. Knudsen og erkender, at Skjern var det bedste hold i dagens kamp.