Håndbold

Randers HK bekræfter Greve-exit til sommer

Efter to år i Randers HK skifter Cecilie Greve klub til sommer. Annelene Petersen / Scanpix Denmark

Landsholdsaspiranten Cecilie Greve forlader Randers HK til sommer og bliver snart præsenteret i Nykøbing Falster.

I fredags kunne TV 2 SPORT afsløre, at målvogter Cecilie Greve stopper i Randers HK til sommer og skifter til Nykøbing Falster. 

Nu bekræfter Randers den første del af historien på klubbens Facebook-side. 

- Efter to år i det kronjyske har Cecilie valgt at fortsætte karrieren andetsteds, skriver klubben.

- Vi har igennem længere tid forsøgt at forlænge aftalen med Cecilie, men først blev det forsinket på grund af trænerkabalen, og til sidst valgte hun til anden side. 

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger skifter Cecilie Greve til Nykøbing Falster, hvor hun skal afløse 39-årige Mette Sahlholdt Iversen, der til sommer - efter planen - endegyldigt stopper karrieren.  

25-årige Cecilie Greve var med landsholdet til EM i 2012 og VM i 2013, men siden har hun måtte se Rikke Poulsen, Sandra Toft og senest unge Althea Reinhardt snuppe spilletiden til slutrunderne. 

I denne sæson ligger hun nummer 17 i keeperstatistikken i Primo Tours Ligaen med 114 redninger og en redningsprocent på 32.

Cecilie Greve skrev fredag i en sms til TV 2 SPORT, at hun pt. ikke har nogen kommentarer til sin klubfremtid. Nykøbing Falster har ikke ønsket at kommentere TV 2 SPORT's oplysninger.