Håndbold

Pytlick fortsætter oprustningen - henter profil hos ligarival

Den norske målmand Emily Stang Sando skifter fra Team Esbjerg til Odense Håndbold efter denne sæson.

Det bliver Jan Pytlick og Odense Håndbold, der fra næste sæson får glæde af norske Emily Stang Sando.

Sammen med unge Althea Reinhardt, som i december fik slutrundedebut for Danmark, skal hun udgøre fynboernes målmandsduo og være med til at spille Odense Håndbold til tops i kvindeligaen.

- Emily Sando er en rigtig dygtig målvogter. Hun er med inde over det norske A-landshold og hun har fået en masse erfaring i Esbjerg og ikke mindst gennem deres deltagelse i Champions League, siger Jan Pytlick i en pressemeddelelse.

- Emily er en meget ambitiøs og målrettet spiller, der kommer fra en god træningskultur i Norge, og så vil hun passe godt sammen med Althea Reinhardt.

Emily Stang Sando fik sin håndboldopdragelse i storklubben Larvik HK og har siden 2013 vogtet målet for Team Esbjerg. Hun ser frem til nye udfordringer på Fyn.

- Jeg har haft nogle fantastiske år i Esbjerg, men jeg trænger til at udvikle mig i en ny retning og prøve kræfter med en ny klub, siger Emily Stang Sando.

- Odense er et godt hold, der har samme, store ambitioner og målsætninger som jeg selv, og jeg tror på, vi sammen kan indfri målsætningerne.

Emily Stang Sando erstatter brasilianske Chana Masson, der stopper karrieren efter denne sæson. Nordmanden har skrevet en treårig kontrakt med Odense Håndbold.