Håndbold

Nyegaard om Skovs farvel: Et menneske af format takker af

Rikke Skov indstiller karrieren, og det er ifølge Bent Nyegaard en speciel person, håndbolddanmark siger farvel til.

10 gange har Rikke Skov fejret et dansk mesterskab, og tre gange har hun løftet Champions League-trofæet. Læg dertil også en medalje af fineste karat fra OL i 2004.

Alene på triumfsiden skiller Rikke Skov sig ud, og det er ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard også et helt særligt menneske, der takker af.

- Det er først og fremmest en stor personlighed, som selvfølgelig var ekstremt dygtig til at spille håndbold, men som også var dygtig til at føre sine hold. En meget bestemt kvinde med skarpe holdninger – både på og uden for banen, siger Bent Nyegaard til TV 2 SPORT.  

Eksperten mener, hun med sin væremåde har været inspiration for rigtig mange af de spillere og mennesker, der har været omkring hende i løbet af hendes karriere.

- Når man som eliteidrætskvinde er med i næsten 20 år på absolut topplan, så får man sat nogle meget store og stærke aftryk, og de 150 landskampe og de måske 500 kampe for Viborg taler deres tydelige sprog. Men først og fremmest, synes jeg, det er et menneske af format, der takker af, siger Bent Nyegaard.

Viborg-tiden vidner om det specielle menneske

Den tidligere landsholdsanfører udmærker sig ved at have spillet i den samme klub stort set hele sin karriere. Hjertet banker for Viborg HK, og Skov har ikke ladet sig friste af tilbud fra udenlandske klubber.

- Det tegner jo billedet af det specielle menneske. Rikke Skov har været med i en tid, hvor der er blevet handlet meget med spillere, og det er blevet en professionel verden. Der er det specielt, at hun har sagt nej tak. Jeg synes, det er en menneskelig stor styrke også at være med til at opdyrke den have, man er startet med at plante træerne i, siger Bent Nyegaard.

Champions League-triumferne i 2006, 2009 og 2010 taler sit tydelige sprog. Viborg HK dominerede europæisk kvindehåndbold, og Rikke Skov var med til det.

I løbet af tiden i Viborg har hun tørnet ud sammen med store profiler, og det har haft stor betydning.

- Hun har haft det, som ikke ret mange har igennem deres karriere. Hun har spillet sammen med, vil jeg tro, verdens ti bedste spillere igennem tiderne. Så hun har udviklet sig på det spillemæssige og på det taktiske plan sammen med nogle af verdens bedste spillere, siger Bent Nyegaard.